Jeg har altid vidst at jeg skulle skrive
Roskilde-forfatteren Mathilde Gram har netop udgivet sin bog nummer to – ’Arvens hævn’
Da Mathilde Gram for fire år debuterede som forfatter med bogen ‘Skyggernes hemmelighed’ var det en livslang drøm, der gik i opfyldelse. - Jeg har altid vidst, at jeg skulle skrive og at jeg skulle være forfatter, fortæller hun. På de fire år er der sket en del. Hun er i dag 34 år, er flyttet fra Ringsted til Roskilde, venter sit første barn til august – og netop udkommet med sin bog nummer to, ‘Arvens hævn’, der er en fantasyfortælling om styrke, mod, sorg og kærlighed i et univers med engle, excalioner og havets folk. Den handler om Arias kamp for sit riges overlevelse. - Min første bog var en psykologisk thriller, men jeg kan virkelig godt lide fantasygenren, fordi man får muligheden for at skabe sin egen verden. Man kan bygge op helt nede fra, fortæller Mathilde Gram, der er kandidat i litteraturvidenskab og arbejder med korrekturlæsning og manuskriptlæsning på sit eget forlag, One Horizon Publishing, hvor ‘Arvens hævn’ er udgivet. Den første roman udkom på Skriveforlaget. - Jeg er allerede i gang med at skrive på min tredje roman, som kommer til at ligge et sted mellem den psykologiske thriller og fantasy-genren, fortæller hun.
Plotter ikke
Mathilde Gram har en grundlæggende idé om, hvad bøgerne skal handle om og hvilke karakterer, der skal optræde, men hun har ikke en fuldstændig minutiøst nedskrevet slagplan for hele bogen. Hun ‘plotter’ ikke, som det hedder. - Det er meget sjovere at lade sig rive med undervejs, siger hun. - Det udvikler sig hele tiden, mens jeg skriver. Forleden blev jeg helt ked af det, fordi en af mine karakterer døde. Det vidste jeg godt, ville ske, men jeg vidste ikke hvornår eller hvordan, før jeg skrev det. Det er et meget godt billede på, hvordan jeg arbejder, smiler hun. Man kan læse meget mere om Mathilde Gram og bøgerne på mathildegram.dk