Fortsæt til indhold

Videnscafé om livet efter en blodprop i hjernen

Køge Bibliotek byder inden for til ny omgang videnscafé med Helle Karlshøjs stærke, personlige beretning

Arkiv
Arkiv

En morgen vågner Helle Karlshøj op og er lam i hele venstre side på grund af en spontan blodprop i hjernen. Tilværelsen bliver med ét en anden for sygeplejersken i Køge.
Onsdag 6. juli kl. 16.30 kan man høre Helle Karlshøjs personlige beretning om sin ihærdige kamp tilbage til livet. Det sker i Videnscaféen på Køge Bibliotek.
Cirka 10.000 danskere rammes af hjerneblødning eller blodprop hvert år og for mange medfører det store ændringer i deres og deres nærmestes livssituation. For Helle Karlshøj, som er mor til tre, betød det, at hun måtte opgive sin karriere som sygeplejerske og sit arbejdsliv i Køge. Siden den skæbnesvangre nat i foråret 2014 har Helle Karlshøj været omkring 13 hospitaler, alverdens speciallæger og mange fysioterapeuter; meget har hun selv betalt.
I Videnscaféen deler hun sine oplevelser med mødet med sygdom og sundhedssystem.
Det er gratis at deltage i Videnscaféen, og det kræver ingen tilmelding.

Om Videnscaféen

"Få viden til og gå hjem en smule klogere end da du kom. Det er formålet med KøgeBibliotekernes Videnscafé," fortæller bibliotekar Lena Hardis.
Forskellige borgere fra lokalområdet har i mere end fire år delt ud af deres viden og erfaring. En viden de har erhvervet gennem deres profession, deres passion eller gennem et usædvanligt livsforløb. Med Videnscaféen sættes der spot på den store viden der eksisterer blandt os borgere i Køge Kommune.
"Vi vil gerne høre fra flere borgere, der har en viden eller en erfaring, de vil dele med os andre," lyder det fra Lena Hardis.