Mindre virksomheder skal ikke overses
I Sønderborg skal det være nemmere for mindre virksomheder at deltage i udbud af opgaver
Når Kommunen skal have skiftet kontormøblerne ud eller sørge for skolebusser, så skal opgaven lægges i udbud.
Men mindre virksomheder risikerer at gå glip af muligheden for at blive kommunal leverandør. Enten fordi de synes, at udbuddet har været svært at gennemskue, opgaverne var for store eller fordi de ikke var opmærksomme på, at udbuddene fandt sted. Det skal der nu laves om på.
”Vi skal til at arbejde lidt mere på erhvervslivets præmisser. Det tror jeg er vigtigt for de lokale virksomheder, som måske kan føle sig overset, når kommunen sender opgaver i udbud,” siger næstformand i erhvervsudvalget Tom Holden.
Fremover skal virksomhedernes input blive inddraget i arbejdet med at udforme udbuddene.
Bedste bud vinder
De nye udbudsformer forventes taget i brug fra 2017, men allerede i slutningen af i år vil der køre pilotprojekter med visse udbud.
Selvom der nu bliver lavet om på processen, kan der ikke gives garantier.
”Det her betyder jo ikke, at vi kan love, at det fremover altid bliver en mindre lokal mindre virksomhed der løber med opgaven. Det afhænger af mange ting i det enkelte udbud. Men det skal være lettere at deltage i konkurrencen. Mulighederne skal være mere lige,” fortæller Ole Wandahl Stenshøj, formand for erhvervsudvalget.