Ambulancelægen er reddet
I lang tid så det ud til, at Fredericia måtte klare sig uden ambulancelæge. Men nu er afløseren fundet
Fredericia skal alligevel ikke undvære en ambulancelæge nu, hvor Mogens Zarling er stoppet.
Det ligger fast efter et møde i Region Syddanmarks præhospitale udvalg, hvor fredericianske Peder Hvejsel (V) er medlem.
“Ambulancelægen på vestfyn har meldt sig klar til at dække Fredericia i den tid, der går indtil de nødvendige paramedicinere er uddannet,” siger Peder Hvejsel.
Skal køre i et halvt års tid
For nylig besluttede regionen at nedlægge ambulancelæge-funktionen i Fredericia. Til gengæld skulle ambulancerne bemandes med en paramediciner.
“Men det viste sig umuligt at skaffe de nødvendige paramedicinere i tide. Derfor skal der først uddannes nogle nye. De kan først være klar ved årsskiftet. Og indtil da skal lægen fra vestfyn køre i Fredericia-området også,” siger Peder Hvejsel.
Ambulancelæge Claus-Henrik Rasmussen måtte selv gå i pressen for at gøre opmærksom på, at han skam godt kunne dække Fredericia og løse problemet efter Zarlings afsked. Regionen havde oprindeligt ikke spurgt ham.
“Men det skyldtes, at planen var at gå i gang med paramedicinerne,” siger Peder Hvejsel.