Krig, kærlighed og andre kneb
Otte elever fra Døtreskolen i Kolding mødtes forleden på Den Gyldne Hane - små 70 år efter, at de blev færdige på skolen.
Sommersolens spæde stråler rammer frokostbordet, der er smukt dækket med dug, forsølvede tallerkner og et enkelt flag, der markerer, at selskabet i den grad har noget at fejre.
Det ses også tydeligt på de nydelige otte kvinder, der sidder samlet om bordet; det festlige sommertøj er fundet frem, smykkerne glimter diskret og smilene er store.
I dag er deres tradition. En tradition, hvor de mødes årligt - en tradition, der bunder i en fælles skolegang, som sluttede for snart en menneskealder siden.
”Vi startede til vores 25 års jubilæum, og siden har vi mødtes årligt – og sidst vi blev interviewet var i 1996. Men vi har kendt hinanden, siden vi var børn, og vi har oplevet en del ting sammen,” fortæller Mona Nilsson.
Året var 1946, krigen var netop slut og 15 unge kvinder havde netop afsluttet realeksamen på Døtreskolen og stod med hele livet foran sig. Og levet, det har de. De har spredt sig udover landet, og for enkeltes vedkommende udover landegrænsen, de har arbejdet, de har giftet sig, de har fået børn og børnebørn – men traditionen har de holdt fast i; det årlige møde på Den Gyldne Hane i Kolding. Byen, hvor deres venskab tog sin spæde begyndelse. Byen, som de genser en gang om året, uanset hvor skæbnen fører dem hen. Nok er de kun otte damer tilbage fra årgangen, men de bortgåede er bestemt ikke glemt.
”Se, nej, det er da Ellen,” udbryder Grethe Sanicharane, som billederne fra de svundne tider går på omgang.
Samtalen går lystigt, og minderne flyder frit. Men det er ikke kun for at svælge i forgangne tider, at Døtreskolens elever mødes årligt. Efter at have kendt hinanden i en livstid, kender de hinandens historier, hinandens glæder og hinandens tragedier.
”Hver gang vi mødes, så snakker vi bare videre. Vi følger med i hinandens liv,” fortæller Nete Eriksen.
Så de kender hinanden godt, gør damerne – og der er altid noget nyt at tale om.
”I starten havde vi billeder med af vores mænd og børn, men dem gider vi ikke kigge på mere, der er så meget andet at tale om,” siger Nete Eriksen med et grin.
Koldingenser i en krigstid
Det er nogle interessante historier, som damerne kan fortælle. Og det ved de godt selv.
”Vi har levet i en spændende tid. Jeg kan for eksempel huske, at tyskerne på et tidspunkt overtog skolen, hvorefter vi blev undervist på Borgerkroen ved små, runde borde – i lokaler, der lugtede af røg og sprut fra natten forinden,” mindes Else Nielsen med et smil.
Det Kolding, de husker fra 1940'erne, var præget af Krigen. For de var elever i en tid, hvor sandsække for beskyttelse, evakueringer til kælderen og hemmelige møder for frihedskæmperne var en realitet.
”Jeg kan stadig huske lyden af luftalarmen, som sendte alle eleverne ned i kælderen, hvor der var skamler til de mindste og sandsække for vinduerne ud mod gaden,” fortæller Jytte Schlebaum.
Derfor er det også et noget forandret Kolding, som de hvert år genser.
”Byen er næsten ikke til at kende igen. Det er svært at finde rundt, men jeg kunne da godt tænke mig at gå en tur i midtbyen og se, hvordan det hele har udviklet sig,” siger Bodil Nissen.
Ungdommens minder
Men krigsminderne er ikke de eneste minder, som damerne har. Som alle andre skoleelever har de også været uartige skolebørn engang.
”Vi måtte ikke gå udenfor skolen i undervisningstiden, så der var altid en, der sneg sig ud og hentede brød og kager ved bageren, mens vi andre hang ud af vinduet for at følge med. Så blev der købt snitter, som vi hejste op og ind af vinduet i en lille kurv, uden at frøkenerne opdagede det,” fortæller Minna Reichwald med et smil.
Det var dog ikke det letteste at lave skarnstreger på en skole, der udelukkende bestod af kvindelige elever, gejstlige mandlige lærere og strenge frøkener, der holdte et vågent øje med pigerne.
”Vi var udelukkende en pigeskole, så vi fik fri en kvarter før Latinskolen, så vi kunne nå hjem, inden drengene fra den skole kunne få fri,” mindes Tove Ingemann Jensen.
Heldigvis havde de unge kvindelige elever også nogle på skolen, der var på deres side.
”Pedelparret på skolen var simpelthen så søde til at passe på os og hjælpe os ud af problemer, hvis vi rodede os ud i noget,” mindes Nete Eriksen, hvilket bordet samstemmigt bekræfter.
Da undertegnede forlader rummet, går snakken atter lystigt, mens frokostretten bæres ind. Men vi når lige at aftale, at vi tales ved om at par år, når selskabet når jubilæet, der markerer trekvart århundredes venskab.