Nyt ekstremløb på Drejens Odde
Arrangørerne holder udfordringerne tæt på kroppen
Det er ikke let at vriste alt for mange informationer om de krævende udfordringer i det kommende ekstremløb på Drejens Odde ud af arrangørerne fra Sct. Georgsgilderne og Kolding KFUM Atletik & Motion.
Det bliver mest til et “ja, så skal de lige ud at klatre” eller “her får de sig en svømmetur” og “det sted har vi valgt, fordi det er rigtig stejlt”. Og så kommer der et lidt listigt smil og et blink med øjet.
Det er nemlig en af præmisserne bag “Det extreme M/K løb i Drejens”, at deltagerne ikke på forhånd kommer til at vide præcis, hvilke udfordringer de skal overkomme for at gennemføre, når ekstremløbet skydes af sted for første gang søndag den 4. september i år. Men hårdt bliver det, lover Jørgen Sünksen fra Sct. Georgsgilderne.
“Efter vi arrangerede Herreløbet i Geografisk Have sidste år, lød tilbagemeldingerne på, at det skulle være hårdere og længere. Det har vi arbejdet ud fra, og det er også derfor, vi har valgt terrænet her. Det er i sig selv udfordrende, og så åbner det for at lægge en masse andre udfordringer ind. Vi kan jo ikke sige for meget endnu, men vi kan godt fortælle, at på et af de mest anstrengende steder, har vi tre dykkere liggende af sikkerhedsmæssige årsager,” fortæller Jørgen Sünksen med føromtalte listige smil.
Unik naturoplevelse
Man skal dog ikke lade sig afskrække, selv om man kan forvente både en tur i højderne og i vandet. Sikkerheden har førsteprioritet i det nye løb, hvorfor arrangørerne har allieret sig med en tidligere militær-træner til at sørge for den del samt udvikle spændende og krævende udfordringer.
Den del har arrangørerne også fået hjælp af Koldingegnens Idrætsefterskole til. Her bliver der både omklædning, start og mål, men efterskolens lokalkendskab har også været meget behjælpelig til at få lavet en rute, hvor gærdet stort set er højt hele vejen rundt. Det glæder nemlig også forstander Morten Svane, at arrangørerne har valgt at bruge området omkring Drejens til løbet.
“Vi har et helt unikt naturområde her, og jeg synes løbet her er en rigtig god måde at få sat fokus på området, og hvordan det kan bruges af folk, der sætter pris på motion og løb, og folk der bare gerne vil færdes herude. Det er stærkt med et netværk, der på den måde skaber noget, der giver mening for andre mennesker og området,” konstaterer Morten Svane.
Som navnet antyder, er det nye løb for både mænd og kvinder. Ruten er endnu ikke endeligt fastlagt, men kommer til at brede sig over omkring 12 kilometer fra Drejens Odde over Hovens Odde, gennem Hulskov ned mod fjorden ved Hotel Koldingfjord og langs vandet tilbage til idrætsefterskolen. Der er en højdeforskel på 34 meter i løbet, der starter søndag den 4. september klokken 11. Tilmelding og mere info om løbet kan findes på www.koldingkfumatletik.dk