Leave or remain

Vi sejler op ad den store flod, og jeg retter på hornene i panden og klør mig i det røde skæg.
Jeg er viking, og forude ligger England, og nu skal det sted plyndres og vi skal voldtage alle kvinder og banke alle mændene. Og stjæle alt deres guld og andre værdier.
Vi ligger til flodbredens kant, og vi stormer ud over rælingen. Mine store, stærke, blege ben løber hen over marken i retning af nogle huse, men englænderne holder vagt.
De holder vagt mod det vilde udefra. Og de er mange, de kære englændere.
Der står en lille mand med cigar i munden og en hån, der former et V-tegn. Og der står David Beckham med langt hår og skarpt ventrefod.
Og hov, hvad er det, der er derhenne? Er det Shakespear og Newton, der diskuterer om vind og vejr og danske prinser, der ser spøgelser.
De drikker mørkt øl, og spiser kød omkranset af dej.
Og mens vi vikinger løber med sværdet hævet og vilde skrig, så bliver vi bare mødt af en lille dreng med runde briller og han ligner en, der vil trylle os om til små larver, og derover står en mand i jakkesæt og en vodka martini - den ser rystet og ikke rørt ud.
Det er elementær, siger en eller anden mand med krum næse og pibe til hende den lille victoriansk kvinde klædt i sort tøj fra top til tå.
Hvad er det her da for et sted, tænker vi vikinger, men det ligger dybt i os, at vi skal plyndre, for det er jo det, vi gør. Vi er vikinger, og vi slår til, når vi slår til.
Men englændere er jo englændere, og de slår altid tilbage.
De bor trods alt på en ø. De isolerer sig gerne derude i Atlanten, hvor bølgerne til tider går højt, men alt alligevel klares med en kop te og en sandwich med agurk.
Vi vikinger må sande, at vi er ligesom alle andre europæiske folkeslag, at vi kommer til kort, når det gælder om at erobre England.
Javist, det lykkes da os vikinger i en årrække, men så var også slut. Sådan er det bare. Man blandes langsomt med de lokale, og får britiske vaner, eller som tyskerne måtte sande: Selv med fly og bomber kommer man ikke over den smalle kanal og erobre det, der er på den anden side af klipperne i Dover.
For englænderne er deres egne. Og de er stolte af det. De opfandt industrialiseringen, alt mens de koloniserede det halve af verden.
Og de mente, at det var deres gode ret at kolonisere andre folkeslag, for alle andre bør jo lære af englænderne.
Og det kan vi også. Det er trods alt dem, der gav verden Monty Python og fish and chips.
Nu vil englænderne måske ud af EU, for set fra London og omegn er alle vi vilde vikinger, grådige østeuropæere, humørforladte tyskere, frø-ædende franskmænd, fattige grækere, og hvad Europa nu engang består af, bare blevet for meget. Eller hvad? Det finder vi ud af på torsdag, når briterne skal stemme om at forlade eller blive.
Vil de isolere sig endnu mere på den ø, de nu engang bor på, eller vil de deltage i det europæiske samarbejde på godt og ondt?
Det tyder på dødt løb, så uanset udfaldet er det et splittet land, men en ting er sikkert: Englænderne klarer sig. Det gør de altid.
De har alle dage været smækfyldte med kampgejst. Og det får de brug for, uanset om de stemmer leave og remain.