Mænd i Sønderborg skal være sundere
I Sønderborg Kommune lever mænd i gennemsnit tre år kortere end kvinder
I Sønderborg Kommune lever mænd i gennemsnit tre år kortere end kvinder. Det er en generel tendens for hele landet, som altså også gør sig gældende i Sønderborg. Mænd rammes også i højere grad af alvorlige sygdomme. Det skyldes især, at mænd opdager sygdomme for sent.
Nu gør Sønderborg Kommune noget ved denne kønsmæssige ubalance og sætter gang i projektet 'Sund Mand Sønderborg'.
"Lige for tiden har DR fokus på den sociale ulighed i sundhed med programmerne 'En syg forskel' fra Aalborg. Det har vi også fokus på i Sønderborg Kommune, men i de kommende år gør vi en ekstra indsats for at fremme mænds sundhed. Det er der brug for. Det gør vi ved at udvikle en række sundhedstilbud, der tilrettelægges så de appellerer til mænd. Mænd vil have det sjovt og være sammen med andre mænd, når de dyrker motion," siger Helge Larsen, formand for sundhedsudvalget i Sønderborg Kommune.
Boot Camp
Målgruppen for 'Sund Mand Sønderborg' er mænd med bl.a. kronisk sygdom, livsstilsudfordringer, overvægt og ensomhed. Projektet består af tre hovedelementer. Der udvikles en række tilbud, hvor mænd kan udleve deres maskuline energi, handlekraft og kampgejst. Hvert hold sættes i gang med en Boot Camp, hvor mændene skal prøve forskellige sjove, fysiske aktiviteter sammen med andre mænd. Efter Boot Campen fortsættes der med aktiviteter i Sundhedscentret.
I 2016 gennemføres temaarrangementer for mænd med fokus på mænds sundhed. Fra 2017 - 2019 gennemføres lignende temaarrangementer i forbindelse med 'Mens Health Week', der finder sted hvert år i uge 24. Her vil der blive gennemført aktiviteter og kampagner på arbejdspladser og i kommunalt regi.
Møder for mænd
I samarbejde med landsorganisationen 'Mænds Mødesteder' vil der blive etableret mødesteder for mænd i Sønderborg. Formålet er primært at nå de mænd, der ikke kan gøre brug af et sundhedstilbud på arbejdspladsen eller er udenfor arbejdsmarkedet. Mødestederne kan f.eks. etableres i Frivillighedens Hus på Perlegade i Sønderborg. Her skal der være højt til loftet og plads til alle, dog ikke til røg og alkohol.