Efterlyser forbedringer i Roskilde
Sygehusgruppen ønsker klar melding fra regionsformand efter hans møde med byrådets økonomiudvalg
I Roskilde Avis fredag var der en for Sygehusgruppen særlig interessant artikel, om Regionsrådsformand Jens Stenbæk besøg i Roskilde Kommunes økonomiudvalg.
Regionsrådsformanden var kommet til mødet for at informere om regionens sygehusplan som den ser ud netop nu, men også i erkendelse af, at der angiveligt har været “nogle misforståelser” om regionens planer for Roskilde Sygehus.
Af artiklen fremgår det også, at såvel borgmester Joy Mogensen (S) som Bent Jørgensen (V) var tilfredse med mødet, og at der nu var skabt en dialog mellem kommune og region.
I Sygehusgruppen hilser vi det også meget velkomment, at regionsrådsformanden i erkendelse af den manglende information nu ønsker at rette op på problemet, men vi vil opfordre regionsrådsformanden til at udvide denne information til kommunens borgere, så vi alle får en større viden om Roskilde Sygehus fremtid.
Misforståelser og myter hindres kun med passende information, og her er vi enige med regionsrådsformanden i, at der er plads til forbedringer.
Hvor er sengene?
For Sygehusgruppen står det ikke klart hvilke “misforståelser” regionsrådsformanden har givet anledning til, og hvad de går ud på.
Men det er til gengæld klart for os, hvad den primo 2016 reviderede sygehusplan går ud på, og her sporer vi ingen forbedringer til fordel for Roskilde. Meget kort vurderet vil aktiviterne på Roskilde Sygehus efter 2020 ifølge den gældende plan være:
en med læge deltidsbemandet skadestue
en række ambulatorier med bl. a. sammedagskirurgi, altså mindre indgreb, der ikke kræver indlæggelse.
en række mindre udvikingsfunktioner
Der vil altså efter denne plan i fremtiden ikke være sengeafdelinger på Roskilde Sygehus. Det forekommer derfor som noget af en overdrivelse når sygehuset netop har ændret navn til Roskilde Universitssygehus, i erkendelse af, at der kun er tale om et udvidet ambulatorium.
Ingen penge til omflytning
I Sygehusgruppen er vi meget tilfredse med, at økonomiudvalgets politikere har sat spørgsmålstegn ved regionens økonomi til at implementere sygehusplanen. Med den information vi har fået, føler vi os langt fra overbeviste om, at der er tilstrækkelig anlægsøkonomi til at flytte alle de planlagte funktioner til Regionssygehuset i Køge.
Det er baggrunden for, at vi har argumenteret for, at den planlagte samdrift af Roskilde og Køge sygehuse udvides, så de funktioner, der ikke er plads til i Køge, placeres i Roskilde. Det vil efter vores mening give god økonomi, sammenhæng i behandlingen og frem for alt, at regionspolitikerne viser interesse for det største by- og udviklingsområde i regionen.
Med dette indlæg vil vi derfor opfordre regionsrådsformanden til:
-at rette op på den manglende information ved ikke alene at informere udvalgte politikere, men at informere bredere så også kommunens borgere ved, hvordan fremtiden ser ud for dem i forbindelse med sygehusbehandling
-at redegøre for økonomien i forbindelse med implementeringen af sygehusplanen
Frank Birkebæk
Paul Bundgaard
På Sygehusgruppens vegne.