Fortsæt til indhold

Herfølge BK klar til Sjællandsserien

Herfølge BK sikrede sig oprykning i næstsidste spillerunde og møder Brøndby i et topopgør i den sidste turneringskamp

Arkiv
Arkiv

En opmarch i rækkerne, som startede i serie 3, kulminerede foreløbig i lørdags med oprykning til Sjællandsserien for Herfølge BK's førstehold. Mange af spillerne har været med på hele turen fra serie 3.
En sejr på 3-0 mod Svogerslev på udebane, betyder at holdet er sikre på oprykning, før sidste runde afvikles den kommende weekend. Efter en lidt turbulent start på sæsonen, med trænerskifte og en decimeret spillertrup med frafald af tre profiler, grundet to langtidsskader og uddannelse, så det ikke helt lyst ud.
Jesper "Købmand" Pedersen blev hentet ind som konsulent og to U19 spillere blev rykket op i truppen. Hele truppen har formået at løfte sig og har leveret flotte præstationer på banen foråret igennem.
Selvom man i stort set alle kampe, har været bagud på fysik, har spillerne kompenseret for dette, med et højt teknisk niveau, et fantastisk sammenhold og en vilje til at kæmpe til sidste dommerfløjt, og det har altså nu givet bonus i form af oprykning.
Lørdag den 18. juni spilles den sidste turneringskamp. Her spiller Herfølge mod Brøndby i et vaskeægte topbrag mellem de to oprykkere. Kampen spilles klokken 15.30 på Herfølge Stadion.
Efter ferien venter forberedelserne til Sjællandsserien, og i den forbindelse skifter Jesper Pedersen fremover rolle fra konsulent til cheftræner.