Rekord tilmelding til Sydjysk Open
GOLF En af Danmarks største golfturneringer, Sydjysk Open, der afvikles den 23. til 25. juni på golfbanerne i Vejen, Bramming og Ribe får 313 deltagere. Det er rekord! Der deltager golfspillere fra 56 forskellige golfklubber, og alle spiller på de tre baner over tre dage. Der er dagspræmier, og dertil kommer præmier til de gennemgående vindere af golfturneringen. De tre dage afsluttes med en stor fest i Ribe Fritidscenter, hvor deltagerne får en tre retters menu, vin ad libitum, musik og dans. Af de 311 deltagere kommer en tredjedel fra de arrangerende klubber, mens over 200 deltagere er fra klubber i hele landet. Det betyder, at overnatningssteder og spisesteder får besøg af de mange golfspillere. - Det er dejligt med det rekordstore deltagerantal – det betyder indtægter til de 3 golfklubber – men det er også vigtigt, at golfklubberne er med til at skabe aktiviteter for lokalsamfundet, og de mange gæster vil benytte diverse overnatningssteder og benytte spisesteder, siger turneringsleder Ib Dam Schultz fra Ribe Golf Klub.