Fortsæt til indhold

Vejle-firma glæder sig over nye regler

Nye regler for salg af e-cigaretter kommer til at gøre godt på to måder, mener Okono: For sundheden og for firmaet

Arkiv
Peter Friis Autzen

Markedet for e-cigaretter kommer til at tage sig helt anderledes ud i fremtiden. Det mener i hvert fald Søren Birn, der er direktør i Vejle-firmaet Okono.
Okono fremstiller væske til e-cigaretter. Og med en lovændring i forrige uge er markedet for den slags væsker lavet om:
“Nu er det tilladt at sælge nikotin-holdig e-cigaretvæske i detailhandlen. Til gengæld stilles der krav til produktion og deklaration,” siger Søren Birn.
Okono har sin produktion liggende på Dandyvej i det nordlige Vejle.
“Vi har fået Lægemiddelstyrelsens godkendelse af vores produktionsapparat. Ikke fordi det er et lægemiddel, men fordi vi lever op til en række skrappe krav til farmaceutisk produktion,” siger Søren Birn.
Og netop den strengere kontrol efter lovændringen er årsag til, at han forudser en gevinst for folkesundheden.
En e-cigaret fungerer ved, at en væske fordampes, hvorefter rygeren suger den ned i lungerne.

Vid, hvad du damper

“Vi kalder det ikke at ryge, men at dampe,” siger Søren Birn.
Hidtil har det ikke været lovligt at sælge væske med nikotin i. Derfor gik en del dampere ifølge Søren Birn til udenlandske og ulovlige produkter for at dampe sig til den nikotin, de havde behov for.
“Men undersøgelser har vist, at væskerne nogle gange indeholdt meget skadelige ting. Men forbrugerne havde ikke mulighed for at vide det. Det kan de bedre nu, hvor handlen er lovlig og underlagt kontrol,” siger Søren Birn.
“Det er op til 95 procent mindre skadeligt at dampe end at ryge. Jeg siger ikke, at det er sundt, men at det er mindre skadeligt,” siger Okono-direktøren.
Kræftens Bekæmpelse frygter, at der er faldgruber i den nye lov, som kan føre til, at endnu flere bliver nikotinafhængige.
“Den fare er der selvfølgelig. Og derfor skal den nye, lovlige handel også drives forsvarligt,” siger Søren Birn, som blandt andet ikke ønsker at se markedsføring overfor børn og unge.
“Vi skal jo ikke have flere til at blive afhængig af nikotin. Det er jo fjollet,” siger han.
Læs mere om Kræftens Bekæmpelses bekymring her.

Okono-direktør Søren Birn forudser, at loven vil gavne folkesundheden. Læs Kræftens Bekæmpelses syn på det på vejle.lokalavisen.dk. Pressefoto

Også godt for forretningen

Muligheden for at sælge nikotin-væsker lovligt kommer også til at få betydning for Okonos forretning.
“Vi er allerede på plads med et stort forhandlernet, og vi er markedsførende i Danmark,” siger Søren Birn.
Han tør ikke sætte tal på, hvor stor en omsætningsstigning, han forventer.
“Men jeg forventer, at markedet vokser ganske betragteligt de næste to-tre år. Og jeg forventer, at de ulovlige produkters markedsandel vil falde,” siger han.
Han ved godt, at det kan virke hyklerisk at sælge nikotin-væske og samtidig tale for afvænning og sundhed.
“Vi er en virksomhed, som er sat i verden for at tjene penge. Men vi gør det med forsvarlige produkter,” siger han.