Musikken overtager kajpladsen
Så kan jazz-entusiasterne god finde solhatten og sydvesten frem, så de er klar til den kommende weekend. Her er der ingen, som vil garantere vejret, men formanden for jazzdagene Pia Kloster vil godt garantere, at der bliver budt på høreværdig jazz i tre dage. Hun er klar med programmet til Roskilde Jazz Days der begynder fredag 17. juni og fortsætter til og med søndag 19. juni. Jazzdagene byder på 11 bands. Fredag lægger den amerikanske bassist og jazzsangerinde Kristin Korb og saxofonisten Bob Rockwell og band ud fra klokken 16. Klokken 19 er det jazz på guitar, der overtager scenen, når Rêve Bohème går på. Det er en kvartet, som er inspireret af Django Reinhard og hans Gypsy Jazz. Fredagens sidste band er Lenonardo Pedersens Jazzkapel med Bobo Moreno. De går på scenen klokken 22 og fortsætter til midnat, hvor der bliver sagt godnat. Lørdag begynder musikken klokken 13 med kvartetten Bast’ards, som har klassiske jazznumre på programmet. Klokken 16 er det svenske Second Line Jazzband, der spiller op med deres fortolkninger af den traditionelle jazz. Klokken 19 bliver jazzen helt lokal, da det er Pia Kloster Band, som spiller. Lørdagens sidst orkester er Kutimangoes, der spiller deres egen nutidige verdensjazz. De sætter gang i instrumenterne klokken 22 og fortsætter til midnat. Søndag begynder musikken allerede om formiddagen klokken 11. Det bliver en omgang amerikansk inspireret jazz med duoen Bassonova. Instrumenteringen består af fagot og guitar. Klokken 12 overtager Swingfeet scenen med deres jazz, latin og bossanova. Klokken 15 skifter stilen til jazz- og soulklassikere, der bliver serveret af Okholm Allstars. Søndagen og Roskilde Jazz Days slutter i Swingstyrke 7. Dette orkester har blæst jazz i ørerne på folk i mere end 40 år. Søndag stopper de dog klokken 20, hvor der bliver sagt tak for i år. Der er gratis adgang til Roskilde Jazz Days, og spillestedet er Roskilde Havn. ja-