Fortsæt til indhold

Fire fede dage i Barcelona

Starup UIFs U13 fodboldpiger fim fire dage med oplevelser i den katalanske hovedstad

Arkiv
Peter Rasmussen

Intet kommer af intet. Hvis man vil nyde må man først yde. Det fik U13 fodboldpigerne fra Starup lært da de tjente penge ved at hjælpe i Kløften, samlede brugte juletræer ind, solgte juledekorationer og lavede tombola med præmier doneret af Haderslevs butikker samt solgte pølser fra Vollstedt.æ Alt sammen for at kunne komme afsted på drømmeturen uden at skulle betale så meget.
Det lykkedes meget godt, for lige i begyndelsen af juni stod de 16 spændte piger med pakkede kufferter og en plan om at indtage Barcelona i fire dage. Ud over de 16 tøser var der også ni forældre med på turen. Vel fremme blev hele flokken indkvarteret på et hostel tæt ved Catalunya pladsen.
Lørdag bød på sightseeng i Barcelona med hop on/off bus, hvor pigerne fik set mange af de fantastiske seværdigheder der er i Barcelona. Stort indtryk gjorde Sagrada Familia Gaudis ufuldendte kirke byggeri. Pigerne synes det var vildt, at man har bygget på kirken i så mange år og synes at nu kunne de godt se at blive færdige. Pigerne blev fyldt op med kulturoplevelser og stiftede bekendskab med Picasso og Columbus. Aftensmaden blev indtaget på en lækker Tappas restaurant. Sightseeing turen bød også på 12 km gåtur i Barcelonas gader, så det var 16 trætte piger fyldt op med indtryk, der om aftenen lagde sig til at sove.

Mødet med Camp Nou

"Søndag var en dag pigerne havde glædet sig rigtig meget til, nemlig dagen hvor vi skulle besøge Camp Nou, FC Barcelonas stadion. Pigerne tog afsted i klædt deres flotte sponsorede spillersæt, en fordel for os forældre, da vi let kunne kende dem i myldret i metroen," fortæller Mette Lehtonen - en af forældrene på turen.
"At se pigerne så imponerede over besøget på Camp Nou, var en ren fornøjelse. Vi havde en dansk guide, som fortalte alt vi skulle vide om stedet. Vi kom i omklædningsrummet - modstanderens godt nok, men det var også stort - presserum, museum. Men det største øjeblik var da pigerne stod i spiller tunellen op til banen, hvor store spillere som Messi og Suarez har gået. Fædrene der var med på turen fik gåsehud og jeg tænker de også synes det var ret så fedt, at gå i de store spilleres fodspor," fortsætter hun.
"Jeg tør ikke gætte på hvor mange billeder pigerne fik taget af det grønne græs på stadion, men de 16 pigers mobiltelefoner var rødglødende og der blev taget utallige selfies.
Efter besøget på Camp Nou spiste vi frokost i en lille park, hvorefter turen gik til stranden. Skønt med en tur i bølgen blå og solbadning på stranden. Aftenmaden blev indtaget på en italiensk restaurant, hvor der blev spist pizza og spagetti i lange baner. Aftenen stod på hygge på det hostel vi boede," beretter Mette Lehtonen.

Privatfoto

Shopping skal til

"Mandag var pigerne i højt humør, for mandag var shopping dag og lommepengene var klar til at blive brugt i storcentre, butikker og souvenir boder. Der blev handlet solbriller, tøj og gaver til pigernes små søskende derhjemme," fortæller Mette Lehtonen videre:
"Fire dage i Barcelona var ved sin vejs ende, men prikken på i'et var dog, at møde Jesper Nøddesbo i Barcelonas lufthavn. Så igen var pigernes telefoner rødglødne og mødrene røde i kinderne. En stor oplevelse at møde en FC Barcelona håndboldspiller, der tog sig tid til fællesfoto og masser af selfier. Ikke nok med det, så sad han i samme fly på vej mod Danmark."
"Mandag aften krammede 16 piger fra 5. og 6. klasse hinanden farvel efter fire dage med oplevelser for livet. Pigerne hyggede sig så meget på turen, et helt unik fællesskab og venskaber på tværs af alder er så fantastisk at se på som forældre. Der er blevet grinet, sunget, fjollet så meget på turen, spist lækker mad og gået lange gåture. Vi ni forældre der var med, har nydt dagene med de unge piger, der bare har været helt fantastiske. Det er ingen sag, at rejse med Starup UIFs U13 fodboldpiger," slutter Mette Lehtonen.

Privatfoto