Fortsæt til indhold

Haderslev er med i opløbet om ny politiskole

Rigspolitiet løfter lidt af sløret om placeringen af ny politiskole

Arkiv
Peter Rasmussen

Interessen for at lægge kommune til Rigspolitiets nye uddannelsescenter, vest for Storebælt, har været kolossal.
Ikke færre end 32 kommuner, og flere private aktører, har tilbudt 45 forskellige eksisterende bygninger og 29 byggegrunde.
Det er noget af en opgave, at analysere på dette store materiale, og Justitsminister Søren Pind har allerede varslet, at beslutningen om beliggenheden af en ny skole må udskydes til efter Folketingets sommerferie.
Men Rigspolitiet løfter nu alligevel lidt af sløret for den proces som er i gang.
Ud fra nogle nøgletal for det behov, som et nyt uddannelsescenter har, har man set på de eksisterende bygninger. Her er det “kun” ni som lever op til disse behov. Heriblandt er det tidligere sygehus på Skallebæksvej i Haderslev, som Haderslev Kommune kraftigt har bragt i forslag.
Ud over sygehuset i Haderslev er det bygninger i Frederikshavn, Ikast-Brande, Holstebro, Nyborg, Skanderborg, Sønderborg og Vejle, der er i spil.
Et eksternt arkitektfirma er nu sat på opgaven med at finde ud af hvilke bygninger, der egner sig bedst.

Usikkert med byggegrunde

Man har ikke fra Rigspolitiets side anmodet kommunerne om at byde ind med byggegrunde, og derfor er der endnu ikke foretaget en afdækning af egnetheden af disse. HR Direktør i Rigspolitiet oplyser i et brev til kommunerne, at nybyggeri foreløbigt indgår i overvejelserne som en 'prototype'. Det er dog på ingen måde udelukket at det kan ende med et nybyggeri. Ud overegnetheden af de eksisterende bygninger vil det også veje tungt at det transportmæssigt er let at komme til og fra uddannelsescenteret for kursister, studerende og undervisere, skriver Rigshospitalets HR direktør.
I Haderslev er der naturligvis tilfredshed med fortsat at være med i kampen om den ny skole.