Køb friske fynske råvarer fra sofaen
Bramsley Gourmet er blandt de fynske butikker, der nu tilbyder fælles online-levering
Nu kan du få en bid af de lokale fynske råvarer uden at skulle bruge tid på landevejen.
Onlinekonceptet Det fynske spisekammer, som bor på adressen www.detfynske.dk, giver dig nemlig mulighed for at købe produkter fra små lokale virksomheder direkte fra den fynske muld.
Det lokale islæt adskiller dem fra onlinekonkurrenter som for eksempel Aarstiderne, og det skal være med til at skabe succes, fortæller Mette Mathiasen, der er forretningsudvikler hos Food Fyn.
“Vi har de små producenter med, der ikke kan komme ind hos store virksomheder, fordi de ikke bare kan levere en palle med varer. Så de varer, vi tilbyder, kan du ikke få andre steder, medmindre du tager ud til gårdene”. En spændende mulighed
Der er indtil videre tre odenseanske virksomheder med i projektet. Det drejer sig om Gartneriet Toftelund, Gourmetens Grønt og Bramsly Gourmet.
Og indehaver af Bramsly Gourmet, Jesper Christensen, er glad for muligheden:
”Det er rigtig spændende. Jeg avler gourmet- og specialsvampe, og de er først klar til salg om et par måneder, men det bliver fantastisk godt med en udbyder til de fynske avlere og lokale producenter,” siger han.
Kulinarisk på nettet
Selvom vi sjældent praler af det, er Fyn det sted i Europa, der har den største geografiske koncentration af mikrobryggeri. Og netop øl er en af de mange produktgrupper, du kan finde på hjemmesiden.
I udviklingen af konceptet har initiativtagerne været opmærksomme på, at charmen ved at handle på de små gårde ikke må gå tabt.
“På hjemmesiden skal man både have en kulinarisk oplevelse og kunne købe varerne. Mange af de lokale producenter har nemlig hverken opdaterede hjemmesider eller Facebook-sider, så det skal også være med til at synliggøre dem og få folk ud til dem,” håber Mette Mathiasen.