Mere end et fornuftsægteskab

Foto: Erling J. Pedersen - Festivalen og Roskilde by har langt mere end et fornuftsægteskab med hinanden. Faktisk er forholdet blevet meget bedre de senere år, ikke mindst fordi kommunen er blevet langt mere positiv overfor vores arrangement. Sådan forklarer den 56-årige Torben Øtrup, der har været frivillig på Dyrskuepladsen gennem 30 år, deraf i de sidste mange år som områdeleder ved Arena-scenen. - Mit arbejde består i at koordinere både musik-afviklingen, salgsboder sikkerhed og alle mulige andre opgaver, fortæller han. Til daglig arbejder Torben Øtrup som socialpædagog i kommunens Unge Center, der tager sig af unge, som er kommet ud fra institutioner og nu har vanskeligt ved at finde ud af, hvad de skal stille op med deres liv. Men når den store musik-fest nærmer sig i starten af juli, får han mere og mere travlt med de mange opgaver, som han her skal løse sammen med et garvet hold af andre frivillige, der har arbejdet sammen i mange år.

Ind med kæresten

Torben Øtrup er født og opvokset i Roskilde, hvor faderen have en flytteforretning, mens moderen var lærer. Først gik han på Allehelgensskole og bagefter på Katedralskolen, som på det tidspunkt var flyttet fra domkirken og ud på Holbækvej. Efter studentereksamen begyndte han at arbejde på Duebrødre Skole, hvor han efterhånden blev vikar og nærmest fungerede som fuldtids lærer. Han besluttede dog at tage på seminariet for at få en rigtig uddannelse, men fandt ud af, at det ikke var noget for ham og læste så i stedet til socialpædagog. Øtrup blev frivillig på Festivalen for 30 år siden pga. sin daværende kæreste. Hun fik ham trukket med ind i arbejdet i den landsby, hvor man både kunne møde forskellige idealistiske sjæle, lige fra Amnesty til folk med lerværksted, læderværksted og andre interesser.

Stærkt sammenhold

I løbet af årene har Øtrup taget sig af en række forskellige funktioner under festivalen, men det bærende har hele tiden været et sjovt og stærkt sammenhold. - Mange af de andre i gruppen har været med i lige så mange år, og vi kommer fra mange forskellige miljøer. Men når opgaverne skal løses, arbejder alle død professionelt, selv om er de kun er frivillige. Vi har de sjovt sammen, og derfor er vi også gode til det, forklarer han. - Når folk har en tjans, er det kun kaffe. Man kan ikke arbejde med en bajer i hånden, selv om vi ikke er ’kostfornægtere’. Næsten alle forstår det, og gennem de mange år har jeg kun måttet smide en eller to ud, fordi de ikke kunne kende forskel på øl og arbejde. - I tiden op til det store arrangement knokler vi for at få alt klar. Når det så kører, skal jeg helst kunne tage den med ro – for ellers er der jo et problem, og efter fire dage skal det hele så tages ned igen. Det er en helt speciel rytme. - Selv om jeg kun er sammen med disse mennesker i en kort del af året, er det meget intenst. Så jeg kender folkene på pladsen derude bedre end mine kolleger i det almindelige arbejde – men til gengæld ved jeg ikke en gang, hvor de bor. - Jeg bruger lige så meget tid på den opgave her, som hvis jeg var formand for en idrætsforening

Mudder-orkester

Gennem årene har Torben Øtrup opøvet evnen til hurtigt at skulle løse forskellige problemer på et øjeblik. Der er nemlig ikke tid til at sætte sig ned for at tænke så meget over tingene, når det hele først spiller. - En gang ringede et orkester, som skulle spille på vores scene, og forklarede, at alt deres udstyr var blevet smurt helt ind i mudder på det forrige job. De anede ikke, hvad de skulle gøre. - Kom bare, vi finder ud af det, sagde jeg uden at tænke så meget over det. Så stod de der pludselig, og vi måtte spule deres grej, mens trommeskindene måtte byttes ud bagefter. Men det gik alligevel.

Penge i byen

Torben Øtrup har bemærket, at handelslivet i Roskilde gennem de senere år har været sure over, at festivalgæsterne ikke længere kommer ind til byen i samme antal for at handle, fordi de kan købe næsten alt ude på Dyrskuepladsen. - Men før var de utilfredse med, at så mange kom ind i butikkerne og stjal alt muligt. Selv om de fleste nu køber mad og drikkevarer ude på festivalen, er det stadig lokale forretninger eller foreninger, der sælger. Så på den måde lander pengene jo alligevel i lokalsamfundet. - Folk går nu ind i byen for at gå på café, restaurant, svømmebad - eller i domkirken, der har et meget højt besøgstal i starten af juli. Den slags gør mig egentlig glad, for det beviser, at Festivalen fortsat er meget mere end ’øl og hornmusik’, konkluderer Torben Øtrup.