Fortsæt til indhold

Laura fik huen på

Arkiv
Arkiv

Laura Stentoft fra Middelfart blev mandag den 13. juni den første til at få studenterhuen på fra IBC Fredericia Middelfart og IBC i det hele taget.
”Jeg har elsket at gå på skolen og været i en god klasse i de tre hårde år. Jeg er ikke en klassisk 12 tals-pige, så jeg har måttet kæmpe hårdt for det, men det er meget sundt, tror jeg. Det betyder også, at jeg er meget glad for at være færdig nu,” sagde 19-årige Laura Stentoft storsmilende efter sin sidste eksamen med karakteren 4 i faget Organisation.
For hende var det meget praktisk at blive færdig som den første, for allerede 1. juli begynder hun som salgsassistentelev i modebutikken Støy i centrum af Aarhus, som hun snart flytter til for at dele en lejlighed med veninden Amanda fra Middelfart. Hun skal dog også nå at holde studentergilde, på studenterrunde og holde lidt ferie inden da.
”Jeg vil arbejde med mode, og elevpladsen er min indgang til en karriere i modeverdenen. Jeg overvejer at blive stylist og måske arbejde for modemagasiner på sigt. HHX har rustet mig godt med viden om blandt andet virksomheder og organisation, som jeg tager med i bagagen,” fortalte Laura Stentoft.
Laura Stentofts hue var prydet af det kulørte bånd med alverdens flag, for hun har gået på den internationale Global Studies-linje.
”Jeg valgte den linje, fordi jeg elsker at rejse og opleve nye sprog og kulturer. Undervejs var vi på tre udlandsture, som var vildt spændende og gav et stærkt sammenhold i klassen. De internationale indtryk tager jeg også med mig,” sagde Laura Stentoft.
Forældrene og veninderne tog imod hende efter eksamen, og hendes mor gav hende huen på, inden HHX-rektor Kaj Habekost lykønskede med en buket på IBC's vegne.
Efter knus, roser og et glas champagne hejste Laura Stentoft og Kaj Habekost i fællesskab Dannebrog på plænen.
IBC Fredericia Middelfart udklækker 117 HHX'ere og i alt 76 på HG, EUD Business og EUX Business i år.

Her får hun huen på af sin mor, Vibeke Stentoft. Foto: IBC
Foto: IBC