One Repair fikser dit udstyr
Her reparerer de tablets og mobiltelefoner
Fredericia får en ny forretning på gågaden. Den 20. juni åbner 'One Repair' i Gothersgade 2. Forretningen reparerer mobiler og tablets.
One Repair har forretninger i Horsens, Skanderborg, Vejle – og altså også snart i Fredericia.
22-årige Jesper Wille er butikschef i One Repair i Fredericia og Vejle.
”Jeg glæder mig til at åbne forretningen her i Fredericia. Det er en skøn gågade, og med vores ønske om at være synlige i bybilledet, er placeringen perfekt.”
Målet er, at One Repair skal være en landsdækkende reparationskæde.
”Der er en branche med hård konkurrence, og den bliver hårdere og hårdere, så beliggenheden er meget vigtig. Folk skal vide hvem og hvor vi er – inden de får brug for os. Vi er en professionel kæde, der gør noget ud af vores forretninger. Det skal afspejle den kvalitet, vi står for. Vi har et kæmpe lager – for vi ved, at reservedelene nok skal blive afsat,” fortæller Jesper Wille.
Kun nye reservedele
Der kommer hele tiden nye tablets og telefoner på markedet.
”De er jo ikke så hårdføre. På et eller andet tidspunkt får næsten alle brug for One Repair. Vi yder 12 måneders garanti på reparationer - og selvfølgelig 24 måneders reklamationsret i henhold til købeloven.”
Virksomheden reparerer din telefon på timebasis og din iPad inden for to døgn. Typiske reparationer - som for eksempel et smadret glas på en iPhone - vil blive repareret på 30-45 minutter.
One Repair køber i øvrigt også brugte mobiltelefoner mod fremvisning af kvittering.
”Men lad mig slå fast, at vi kun bruger nye reservedele. Brugte telefoner benytter vi som lånetelefoner eller hvis vi for eksempel mangler en bestemt skrue, som ikke kan skaffes på anden måde.”
"Vi er en professionel virksomhed, der gerne vil skabe et godt brand"
Jesper Wille
Butikschef