Fælles initiativer gavner os alle
Derfor er restauratøren fra Florentz gået med i Roskilde Handel
- Jo flere initiativer der foregår i Roskilde, desto flere folk kommer hertil, og det gavner os alle. Sådan forklarer Martin Mikkelsen, der sammen med sin kone Malene og makkeren Karsten Pedersen driver restauranten Florentz Café og Brasserie i det tidligere Hotel Prindsen midt på Algade. Derfor har de netop meldt sig ind i Roskilde Handel. - Vi ønsker jo alle en god udvikling i Roskildes centrum, og så må vi også være med til at støtte de aktiviteter, som kan gavne byen. Når vi samler kræfterne, og flere giver deres bidrag, bliver den samlede virkning også meget bedre, mener Martin Mikkelsen. - Både butikker, restauranter og mange andre lever af, at der kommer mange til Roskilde fra et stort område. Derfor er det nødvendigt, at vi arbejder sammen.
Godt netværk
Martin Mikkelsen er selv født og opvokset i Roskilde, hvor hans far Holger i sin tid drev en succesfuld catering-virksomhed, der i dag hedder BC og er flyttet ud på Københavnsvej. - Jeg kender jo allerede mange erhvervsfolk i byen. Men Roskilde Handel er også et mødested, hvor man kan møde nye folk fra mange brancher. Det er med til at skabe et godt netværk, hvilket stadig er meget afgørende for at drive en virksomhed. - Når Roskilde Handel får flere medlemmer taler foreningen med større vægt. Det har blandt andet betydning i forhold til kommunen og andre samarbejdspartnere, som vil være mere interesserede i at lytte til os, når vi har flere med, siger Martin Mikkelsen.
Stor interesse fra byen
Sammen med partneren og hustruen åbnede Martin Mikkelsen sit brasserie hos Prindsen for et år siden. I mellemtiden gik hotellet fallit og er blevet overtaget af en ny ejer, mens deres restaurant nu også fra 1. marts har overtaget driften af Guldaldersalen og de øvrige selskabslokaler. - Vi mærker en stor interesse fra mange ude i byen. Mange roskildensere har jo et forhold til stedet efter at være kommet her til forskellige begivenheder gennem årene. - Efter at vi har fået selskabslokalerne med, kan vi samtidig udnytte vores køkken langt bedre, og det har givet os langt mere at lave. Men det er jo kun godt, at vi har fået så travlt, forklarer Martin Mikkelsen. tk