Kitt Schou Morgen ansat som møde- og eventchef
Hun skal vise områdets unikke møde- og konferencefaciliteter
Det nye erhvervsturisme-samarbejde, Meeting Lillebælt, har nu besat stillingen som møde- og eventchef. Det bliver 49-årige Kitt Schou Morgen, som skal hjælpe de forskellige aktører i Middelfart og Fredericia med at trække konferencer og møder til området, skriver Meeting Lillebælt i en pressemeddelelse.
“Vi glæder os rigtig meget til at byde Kitt Schou Morgen velkommen. Hun er plukket ud af et stærkt felt og er den helt rigtige til at vise mulighederne i Fredericia og Middelfart frem,” siger Grete Højgaard, der er styregruppeformand i Meeting Lillebælt og direktør for MesseC i Fredericia.
Kitt Schou Morgen tiltræder 8. august, og hun er klar til at tage fat fra dag et i et tæt samarbejde med medlemmerne i Meeting Lillebælt.
“Min opgave bliver at rådgive og sælge idéen om, at møderne og konferencerne skal holdes her. Så står der en lang række topprofessionelle aktører klar til at tage over. Det er det geniale ved Meeting Lillebælt. Det kommer til at fungere som et stort team, som guider kunderne frem mod den løsning, der matcher netop deres behov,” siger Kitt Schou Morgen, der glæder sig meget til at komme i gang.
Meromsætning
“Jeg føler mig allerede ved indgangen overbevist om, at vi har et rigtig godt produkt her, som mere end matcher den oplevelse, man får, hvis man lægger en stor konference i eksempelvis København. I Meeting Lillebælt har vi inden for 15 minutter fra Den Gamle Lillebæltsbro 3.413 senge-pladser og konferencefaciliteter til 10.000 mennesker. Vi ligger i hjertet af Danmark, og så har vi nogle helt unikke oplevelser, som vi kan bringe i spil,” fortæller Kitt Schou Morgen.
Meeting Lillebælt er et samarbejde mellem hoteller og turistaktører i Middelfart og Fredericia kommuner. Samarbejdet skal inden for de næste fem år generere en meromsætning på 60 millioner kroner.
“Vi er allerede inde i en rigtig god udvikling. Men nu rykker vi tættere sammen, og det vil give os endnu større gennemslagskraft,” konstaterer Frederik Jelstrup, hotelchef på Comwell Middelfart.