Fortsæt til indhold

Cykelturen går til job og uddannelse via alperne

Et nyt hold unge kontanthjælps- modtagere cykler til Frankrig

Arkiv
Arkiv

Det er godt to måneder siden, at en gruppe unge kontanthjælpsmodtagere med andre problemer end ledighed gik i gang med træningen til deres livs cykeltur. Målet er toppen af det 1850 meter høje Alpe d'Huez i Frankrig, og den 20. juni gik det så løs med afgang fra Spinderihallerne.
Nu venter 1.500 km med op- og nedture forude, både de fysiske og de mentale. Det er i høj grad den psykiske styrke, som deltagerne kan bruge bagefter. Det skriver Vejle Kommune i en pressemeddelelse.
Et lignende projekt sidste år leverede rigtig gode resultater, og derfor har Arbejdsmarkedsudvalget i Vejle Kommune besluttet at gentage succesen.
”Det er rigtig flot af de unge, at de har mod på den store udfordring, sådan en cykeltur er, og jeg er sikker på, at de vil gøre sig nogle erfaringer om egne evner, de kan bruge, når de skal i job eller uddannelse bagefter”, siger udvalgsformand Christoffer Melson (V).
Han roser også de virksomheder, der har stillet praktikpladser til rådighed for de unge, og som bruger ressourcer på at hjælpe dem videre. Han forklarer, at det er helt afgørende for projektet, at der er støtte fra det private erhvervsliv i kommunen.
Alle de unge er i virksomhedspraktik som en del af forløbet, 14 af dem i private virksomheder. logy