Fortsæt til indhold

Ny sognegård til 12 mio. kr. er på vej i Bryndum

12,7 millioner kroner bruges på ny sognegård

Arkiv
Arkiv

Efter næsten tre års forberedende arbejde har menighedsrådet for Bryndum og Vester Nebel sogne nu kåret vinderen af en projektkonkurrence om en ny sognegård ved Bryndum kirke.

Det bliver E + N Arkitektur fra Århus, som - sammen med ingeniørfirmaet Constructa - skal stå for projektering og gennemførelse. Sognegården bliver udformet som tre parallelle og indbyrdes forskudte længebygninger i hvidt murværk med høje zink eller teglbeklædte tage, og den samlede pris inklusiv arkæologisk udgravning beløber sig til 12,7 mio. kr.

Inspirerende rammer

Funktionsmæssigt bliver sognegården entydigt opdelt i en søjlebåren arkadelignende midterfløj med plads til ophold og adgang til de to øvrige fløje med henholdsvis kontorer i nordfløjen og konfirmand- og mødelokaler i sydfløjen, som også rummer et graverafsnit med nye tidsvarende personalefaciliteter. Herudover renoveres kirkens materielgård, og der opføres en helt ny værksteds- og garagebygning.

Menighedsrådet for Bryndum og Vester Nebel sogne forventer med den nye sognegård at kunne tilbyde nogle inspirerende rammer for udviklingen af kirkernes aktiviteter i sognene og give tidsvarende forhold for medarbejdere, sognets beboere og besøgende.

Aktiviteterne i den nye sognegård kan spænde vidt. Lige fra nuværende aktiviteter som sammenkomster efter kirkelige handlinger, konfirmandundervisning, foredrag og filmaftener, kirkekor, babysalmesang og koncerter, til nye aktiviteter som sy- og læseklub og aktiviteter for enlige og udsatte, sorggrupper og meget andet.

Sognegården kommer også til at rumme nye kontorarbejdspladser for præster, sekretær, graver, organist og menighedsråd og nye tidsvarende personalefaciliteter
Vinderprojektet vil kunne ses i Bryndum Kirke til og med søndag den 3. juli kl. 9.00 til 17.00.