Spejdere rejser til Californien
KFUM spejdere fra Immervad og Ensted tager på langfart
Immervad og Ensted sogns spejdere, tager igen i år den lange tur for at besøge deres venskabsgruppe 'Troop 223' i Californien USA, når de afholder deres årlige camp i sommerferien 2016.
Spejdere har det sidste års tid, brugt deres fritid på at skaffe penge til turen over Atlanterhavet. 10 friske spejdere, fem voksne og fem børn, har valgt at tage kampen op med at samle penge ind til turen. Selvom de stadigvæk ikke helt har nået deres mål økonomisk, så forsætter de på højtryk mod målet.
Spejderne har bl.a. solgt af lodsedler, børnetøj og juleneg. Være med til opsætning og nedtagning af telte, pakket pærer og julepynt om og hjulpet til ved diverse arrangementer.
”Da vi som sagt ikke helt har nået det økonomiske mål, tager vi med glæde stadigvæk imod sponsorater/ gaver til turen, ligesom der stadigvæk er stor interesse for arbejdsopgaver i den gode sags tjeneste," siger KFUM-spejderne.
De 10 spejdere, der lige nu venter på deres livs rejse, er spændte og lykkelige over at tiden til afgang endelig er i sigte. Turen varer fra den 7. til den 28. juli 2016.
Spejderne har også god grund til at glæde sig. Med hjælp fra Adventure Holidays, er der strikket en flot og utrolig spændende rundrejse sammen igennem Californien.
Turen starter i Los Angeles med ophold hos værtsfamilier i Beverly Hills, spejderlejr sammen med Troop 223 på Catalina Island og derfra går rejsen ellers derudaf. Der er planlagt besøg i den danske by Solvang, Santa Cruz, San Francisco, Alcatraz, Yosemite nationalpark, Death Valley, Las Vegas, Grand Canyon og meget, meget mere.
Det eneste spejderne har at sige til det er, ”California - Here we come”./grav