Ekstra indsats for naturpleje
Hjælper dyrearter i tilbagegang til bedre forhold
Med to nye naturplaner som grundlag sætter Kolding Kommune indsatsen for den beskyttede natur og de prioriterede arter under lup. Det kommer for eksempel løvfrøen og birkemusen til gode – to dyrearter, som går tilbage i antal i hele Europa, men vinder fodfæste i Kolding.
De to nye naturplaner – de første af otte – som Miljøudvalget har godkendt på juni-mødet, er aflæggere af den naturkvalitetsplan, som Byrådet vedtog tilbage i 2012. Naturkvalitetsplanen er et vigtigt værktøj i kommunens daglige sagsbehandling på naturområdet. Naturplanerne er med til at stille skarpt på de enkelte naturområder i Kommunen og ikke mindst prioritere indsatsen.
“I Kolding kommune har vi ikke store naturområder, så derfor skal vi passe ekstra godt på dem vi har, og det skal vi gøre i tæt samarbejde med lodsejerne. Indsatsen for naturen er vigtig og kommer alle, som færdes i naturen, til glæde. Derfor har naturplanerne også tæt sammenhæng med den nye Outdoor-strategi, da det er naturområderne, der danner rammerne for friluftsaktiviteterne,” fortæller Birgitte Kragh, formand for Miljøudvalget i Kolding Kommune i en pressemeddelelse.
Tilskud til lodsejere
Hvis man har §3-beskyttet natur på sin grund, er der ifølge lovgivningen forskellige hensyn at tage. Blandt andet må den beskyttede natur ikke dyrkes. Til gengæld har lodsejere, der ejer arealer med stor naturværdi eller sjældne arter, gode muligheder for at opnå tilskud til græsning eller høslæt ved NaturErhvervstyrelsens støtteordninger.
“Det er helt frivilligt, om man som lodsejer vil gøre en ekstra indsats for de truede dyre- eller plantearter, man eventuelt har på sin grund. Men vi håber, at der er mange, der tager opgaven på sig, og i By- og Udviklingsforvaltningen vil vi gerne hjælpe. Både med forslag til konkrete tiltag og med at søge om tilskud til driften,” fortæller Bent Vestergaard Pedersen fra By- og Udviklingsforvaltningen.
Lodsejere kan selv tjekke om de ejer arealer med §3-natur på Danmarks Miljøportal på www.miljoeportal.dk. De lodsejere, der har arealer med natur af den højeste kvalitet, får direkte besked af Kolding Kommune.