600 til Ramadan-fest
Tyrkiske fodbold-tæv kunne ikke ødelægge stemningen på Østervangsskolen
Over 600 mennesker var fredag aften samlet i en tætpakket festsal på Østervangsskolen, hvor Roskildes muslimske mindretal holdt Ramadan-middag i forbindelse med afslutningen af deres faste. De fleste her er indvandrere fra den centrale del af Tyrkiet øst for Ankara og deres efterkommere. Men formanden for Roskilde Kulturforening, byrådsmedlem Tuncay Yilmaz (S), der også står for byggeriet af den nye moské i Allehelgensgade, havde denne gang også sørget for at invitere nogle af de nye flygtninge, som er kommet til byen fra især Syrien. Min sidemand var en kok, der kom til Roskilde fra Tyrkiet som 13-årig. Først blev han uddannet slagter fra Slagteriskolen på Maglegårdsvej, og siden har han også taget en kokkeuddannelse. Han havde en meget flot tabel, der dag for dag viste, hvornår solen går ned. Derfor kunne han også nøje følge med i, hvornår vi måtte begynde at spise. Mens vi ventede på det, var der fodbold på en storskærm fra EM-kampen Tyrkiet-Spanien, som vi kunne følge med i. Men her forduftede spændingen dog ret hurtigt, fordi stjernerne fra Barcelona og Real Madrid var alt for overlegne og vandt 3-0.
Glade for Sankt Hans
Overfor sad en familie, der var flygtet hertil for et halvt år siden fra Damaskus, da deres lejlighed blev skudt i smadder under borgerkrigen. Faderen var it-tekniker, og de tre børn havde lært både fransk og engelsk i skolen. Nu boede de i det gamle hospital på Sankt Hans og var meget taknemlige for den positive modtagelse, de havde fået af mange roskildensere. Børnene var glade for at få undervisning og så frem til nu at komme videre med en ny tilværelse. Et par minutter over 22 blev maden endelig serveret, og deltagerne var blevet godt sultne, inden de kastede sig ud i en godt krydret suppe, efterfulgt af kylling i karry eller oksekød med ris og tzatziki. Selv om brandalarmen gik midt i det hele og larmede vældigt op, var Tuncay Yilmaz bagefter meget tilfreds med festens forløb. tk