Fortsæt til indhold

Invasion af tyve

Arkiv
Anette Gundlach

Roskilde Festival betyder, at en masse unge kommer til Roskilde for at feste løs en uges tid. De festglade unge tiltrækker også tyve i hobetal, der gerne vil have fat i de mange festivalgæsters telefoner og kontanter. Carsten Andersen fra Roskilde Politi fortæller, at politiet i øjeblikket har travlt med at undersøge mistænkelige personer, og en del er allerede sat bag lås og slå. Politiet forsøger at stresse de tilrejsende tyvebander, så de ikke længere har lyst til at være i Roskilde. - Selvom vi ikke finder tyvekoster direkte på dem, håber vi på, at de bliver trætte af os, siger Carsten Andersen. Søndag middag slog politiet kløerne i en 26-årig mand fra Rumænien, der to gange havde sneget sig ind på festivalpladsen uden et armbånd. På sig havde han en stjålet Iphone. Mandag kom han i grundlovsforhør. Politiet regner med, at han bliver varetægtsfængslet og senere udvist. I løbet af lørdagen blev en 42-årig mand fra Rumænien anholdt ved indgangen til festivalen. Politiet melder, at manden ikke havde noget armbånd og ikke var til at tale fornuft med. Han blev derfor sat i detentionen. Politiet er ved at undersøge, om han opholder sig lovligt i Danmark. Også i byen og på gaderne skal man passe godt på de tilrejsende tyve.