Fortsæt til indhold

Duelort lukker bro i Sønderborg

Natten til den 1. juli lukkes Kong Chr. X's Bro - der skal fjernes duelort

Arkiv
Mikkel Hansen

Vejstøv og andet skidt - primært duelort - stopper for, at regnvand kan løbe ud af klapkældrene i Kong Chr. X's Bro i Sønderborg. Derfor skal de nu renses, og det betyder spærring af broen natten til den 1. juli.
Duer gør livet lidt surt for ejeren af Kong Chr. X's Bro i Sønderborg - Sønderborg Kommune. Dels ætser deres efterladenskaber broens maling, dels skyller regnvand de samme efterladenskaber ind i broens klapkældre, som er det sted, hvor de 250 tons tunge kontravægte sænkes ned, når broen åbner. Fra klapkældrene er der afløb, men de stopper ind imellem til på grund af de store mængder snavs. Der kommer også en del snavs i form af småsten mm., som falder fra broklappernes vejbaner og ned i klapkældrene, når klapperne åbnes.
"Da klapkældrene også er et sted, hvor broens personale af og til skal ned for at rense, smøre, tjekke at alt er i orden med videre, så duer det ikke, at gulvet sejler med snavs og duelort. Derfor skal der nu renses og spules," fortæller broansvarlig i Sønderborg Kommune, ingeniør Holger C. Duus.
På grund af rensningen lukkes broen for kørende trafik natten mellem torsdag den 30. juni og fredag den 1. juli - fra klokken 22 til 06.
Bilister med mere henvises til Alssundbroen, mens der indsættes en bus, som sørger for, at fodgængere og cyklister kan krydse Alssund via selvsamme bro.