Andreas drømmer om en renere Roskilde Festival
Koldingenser med i projekt Clean Out Loud, et samarbejde mellem Vallekilde Højskole og Roskilde Festival om at skabe en bedre affaldskultur.
22-årige Andreas Stokkendal fra Kolding er elev på Vallekilde Højskole med hovedfaget Event og Lederskab. Et af højskolens største projekter er Clean Out Loud, der for sjette år i træk sætter rammerne for en renere festival.
Clean Out Loud er et bæredygtigt projekt, der går ud på at få festivalgæsterne til at rydde op efter sig selv. Andreas Stokkendals rolle i projektet har blandt andet været at arrangere fællesskabsmøder i Århus, Odense og København for de 7000 festivaldeltagere, der har tilmeldt sig projektet.
”Til fællesskabsmøderne forsøger vi at motivere folk til at engagere sig i projektet på en kreativ måde – ved eksempelvis at lave workshops, bygge skraldeinstrumenter og motivere lejrene til at arrangere deres egne events, der kombinerer fest og oprydning,” fortæller han.
Clean Out Loud holder til i campingområde E, men som noget nyt i år udvider de også til nedre del af område C – det betyder en udvidelse på 3000 festivaldeltagere, der bliver en del af projektet.
Det er syvende gang Andreas skal afsted på festivallen, og han glæder sig til at være en del af et projekt, der forsøger at bryde med normsættet på festivaller.
”Jeg vil gerne ændre folks opfattelse af festivallen – Clean Out Loud har også en opdragende agenda og et fælles håb om at vi kan rydde op efter os selv,” afslutter Andreas, der efter højskoleopholdet flytter tilbage til København for at arbejde som event-medarbejder i Rapolitics.