Tag på virtuel kulturtur med A.P. Hansen
Kommunen lancerer en række nye turistfilm til de kulturinteresserede
Gennem en årrække har forhenværende borgmester A.P. Hansen holdt kulturelle byvandringer i Sønderborg. Her fortæller han historien om de forskellige kunstværker og underholder med personlige anekdoter fra hans tid i borgmesterkontoret. Nu er kultur-turene blevet foreviget på en række korte film.
"A.P Hansen har bidraget med en masse på kultursiden i Sønderborg og har en stor viden om byens mange kunstværker. Ved at filmatisere A.P. Hansens fortællinger og lægge dem på nettet, har vi givet mange flere mulighed for at få del i oplevelsen," forklarer Ole Wandahl Stenshøj, der er formand for erhvervsudvalget.
Filmene er for alle
Kultur-tur hedder A.P. Hansens byvandring. Den går blandt andet forbi 'Der Butt im Grif' på havnen, 'Martin og Fløjten' på Jernbanegade og 'Myten' på Sdr. Havnegade - kunstværker A.P. Hansen selv har været med til at trække til byen. Og det glæder ham, at historierne nu bredes ud til et større publikum.
"Kunst har jo altid været en lidenskab for mig. Og vi har så mange smukke og inspirerende ting i Sønderborg, så det er dejligt, at de her film nu gør, at mange flere kan følge med i historierne om kunsterne og skulpturerne. Det er jo dem, det handler om," siger A.P. Hansen.
Men det handler også om A.P Hansen selv, hvis man spørger formanden for erhvervsudvalget.
"A.P. Hansen yder fortsat en stor indsats for vores by. Hans populære byvandringer og hans engagement for kunst og kultur er et stort bidrag til Sønderborg. Det er vi meget taknemmelige for. Og på den her måde har vi sikret, at al den viden, han har, når ud til mange flere - både borgere og turister," siger Ole Wandahl Stenshøj.
Filmene er nu tilgængelige på Visit Sønderborgs hjemmeside og på Destination Sønderjyllands app 'Oplev Sønderjylland', hvor alle kan få glæde af dem.