Øget omsætning og nye kunder hos OJ Electronics
Regnskabet fra OJ Electronics viser en stigende omsætning, mens overskudsgraden har været faldende
Det netop offentliggjorte årsregnskab fra OJ Electronics med hovedsæde i Sønderborg viser vækst i omsætningen. Virksomheden oplyser, at man har tiltrukket nye kunder med nye produkter, og at udviklingsarbejdet forventes at slå igennem i årene fremover.
Nettoomsætningen i koncernen for finansåret 2015/2016 var på 258,9 mio. kroner, hvilket svarer til en vækst i omsætningen på 10,5 procent. Den er ifølge virksomheden primært skabt ved at investere i nye produkter. Det har tiltrukket nye kunder, og derfor har OJ Electronics haft stigende omsætning, selv om markederne som sådan stadig ikke oplever stor vækst.
Selve resultatet af den ordinære primære drift er på 12,6 mio. kroner, der svarer til en overskudsgrad på 4,9 procent. Det betyder, at overskudsgraden er faldet i forhold til året før, hvor den var 6,7 procent.
”Selvfølgelig ville vi have foretrukket, at vores resultat var steget lige så meget som vores omsætning,” siger administrerende direktør Erik Damsgaard.
”Som så mange andre virksomheder har vi været påvirket af årets valutaudsving. Samtidig har vi fortsat brugt mange penge på at udvikle nye produkter, som ruster vores forretning til de kommende år,” siger han.
”Vi ser en stadigt stigende efterspørgsel efter produkter, der minimerer energiforbruget, og som altid tager vores produktudvikling udgangspunkt i helt konkrete forventninger og ønsker blandt vores kunder. Vi tilpasser os også lokale krav til design og funktionalitet, og blandt andet derfor har vi held til at nå så langt ud i verden her fra Sønderborg,” siger Erik Damsgaard.
Fokus på miljøet
OJ Electronics er en miljøbevidst virksomhed. Det afspejler sig i selve produkterne, men det gælder også virksomhedens egen drift. OJ Electronics er med i ProjectZero, der sigter efter at gøre Sønderborg-området CO2-neutralt i 2029, og investerer i den forbindelse løbende i f.eks. varmestyringer, genvinding og nedsat strømforbrug.
Forventningerne til fremtiden er store.
”Vi regner med, at nettoomsætningen for 2016/17 stadig vil holde et højt niveau. Vi har særligt høje forventninger til vores nye produktprogrammer, hvor vi i stigende grad vil gøre brug af de teknologiske muligheder i internettet, som muliggør kommunikation med de øvrige systemer, der er integreret i bygninger. Tillige er der gode muligheder inden for Floor Heating hvor vi ser stor vækst på det nordamerikanske marked og vi regner med at se god fremgang inden for HVAC-området, så vi går en spændende fremtid i møde,” slutter Erik Damsgaard.