Fortsæt til indhold

Vejle IF drømmer om broløb

Når andre byer må afholde løb på deres broer, hvorfor så ikke også et løb på Vejlefjordbroen

Arkiv
Af Jacob Hove

Det er ikke en ny idé, siger formand for Vejle IF Thomas Blom Kristensen om ideen med at afholde et løb i Vejle, hvor noget af ruten skal foregå på et af byens mest kendte varetegn; Vejlefjordbroen.
“Flere formænd har foreslået det, men jeg har været vedholdende,” siger Thomas Blom Kristensen.
Han sendte en ansøgning til Vejdirektoratet tilbage i februar og venter nu spændt på svar om, hvorvidt han kan gå videre med drømmen.
Planen er, at løbet skal afholdes allerede i foråret næste år.
“Vi er nødt til at lægge løbet på det tidspunkt, for byen skal kunne tage det pres, som de mange biler, der skal omdirigeres, vil udgøre. Det er en af de helt store udfordringer,” siger Thomas Blom Kristensen, der også fremhæver sikkerheden som en anden faktor, som Vejdirektoratet er ved at undersøge.

Kommunen og politiet

Og så skal kommunen jo selvfølgelig også være med på at ideen.
“Hvis vi får et 'go' fra Vejdirektoratet, så skal vi have fat i både kommunen og politiet,” siger Thomas Blom Kristensen, der altså ikke har vendt ideen med Vejle Kommune endnu.
“De vil nok trække lidt på smilebåndet, men jeg ved samtidig, at kommunen gerne vil noget som det her. Det vil give både byen og vores klub et enormt stort boost og være god branding af kommunen. Jeg vil have godkendelser først, og så skal kommunen og politiet nok være med på den,” siger Thomas Blom Kristensen.
Og hvad så hvis det ender med at blive et nej fra Vejdirektoratet?
"Vi prøver ikke igen næste år. Så er der definitivt lukket.”