Fortsæt til indhold

Djøf'ere på Halsnæs-visit

20 akademikere hørte om jobmuligheder i Halsnæsområdet

Arkiv
Jens Patrick Thiede

ERHVERV Omkring 20 djøf'ere var onsdag den 15. juni på en slags studietur i Halsnæs. "Formålet med turen var at vise medlemmerne jobmuligheder i de private – evt. mindre – virksomheder uden for storbyerne. Denne gang med særligt fokus på den maritime klynge i Nordsjælland." "Samt selvfølgelig også at vise virksomhederne, at det er en mulighed at ansætte en djøfer. Undersøgelser viser, at små og mellemstore virksomheder opnår bedre omsætning, flere ansatte, ofte innovation, nye kunder og andet, når de ansætter en djøfer," oplyste Anette Overby Poulsen, chefkonsulent hos Djøf.

Klar ved jobmatch

En af de besøgende var Jonatan Sandager Hansen, der bor i København. Han læser politik og administration på Aalborg Universitet og bliver til sommer uddannet cand.scient.adm. "Jeg har været i praktik i brancheorganisationen Danske Havne og fået indblik i det maritime miljø. Det er spændende at arbejde med love, erhvervsvilkår og udvikling. Uden Hundested Havn ville der jo ikke være en by." "Besøget har vist mig, hvilke nichevirksomheder, der er i den maritim branche, og den har medført networking og inspiration. Kunne jeg arbejde herude? Ja, hvis der kom et rigtigt jobmatch, der var interessant, var pendling intet problem," sagde han.

Kommende cand.scient.adm. Jonatan Sandager Hansen: "Jeg kunne godt arbejde på Hundested Havn ved det rigtige jobmatch."

Afstand intet problem

Samme toner lød under den efterfølgende evaluering af besøget i bussen tilbage til København. "Deltagerne syntes, at det havde været spændende at besøge virksomhederne i Hundested. Mange af dem gav udtryk for, at de ville overveje at søge job i en mindre virksomhed, og at afstanden til Hundested ikke afskrækkede dem," fortæller Anette Overby Poulsen. Besøget stod på et indledende foredrag på havnekontoret omhandlende Nordsjællands Maritime Klynge ved senior erhvervskonsulent Inge Ibbi Bak fra Halsnæs Kommune. Efterfølgende holdt havnefoged Søren Brink et oplæg, hvorefter der var rundtur på havnen og besøg hos Baltic Shipping Company A/S, hvor direktør Ronnie Hulstrøm talte og lagde op til dialog. Afslutningsvis besøgte djøf'erne Bifodan, hvor direktør Steen Andersen og en ansat djøfer i Bifodan holdt foredrag. Antallet af djøf'ere ansat i "Det Blå Danmark" - det maritime felt - er i øvrigt steget de senere år. I 2008 var antallet 992 ansatte, i 2011 hed det 1093, mens det i 2015 lød på 1404 ansatte. FAKTA Djøf En faglige organisation for jurister og jurastuderende samt erhvervsøkonomiske og samfundsvidenskabelige kandidater og studerende Repræsenterer over 88.000 medlemmer, der arbejder i det private og det offentlige i Danmark og udlandet