Fortsæt til indhold

Tolv unge litauere holder ferie på Als

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

I går onsdag aften ankom tolv børn fra Litauen til Nordals. De otte piger og fire drenge i gruppen bor til daglig på et børnehjem i byen Kaunas, og det skyldes Nordborg Rotary Klub, at der nu venter dem en sikkert stor sommerferieoplevelse i det sønderjyske.

Gode relationer

Nordborg Rotary Klub har mange gode relationer til Litauen, og det er baggrunden for, at man gerne vil give gruppen af børn en god sommerferie sammen med deres to ledere fra børnehjemmet og to rotarianere.
"Selv om økonomien i Litauen er i god vækst, så er der endnu en del sociale problemer, så som arbejdsløshed, skilsmisser og alkoholmisbrug. Det sætter især familier med børn under pres. Mange magter simpelthen ikke børnene, som så kommer på børnehjem." fortæller Jørgen Slipsager Jacobsen fra Nordborg Rotary Klub.
"Det er både, når de sociale myndigheder griber ind, og når forældre eller enlige mødre må give op og selv henvender sig til et børnehjem. På den måde kommer hvert år op mod 5.000 børn på børnehjem," fortæller han.
"De fleste børnehjem er velfungerende, men alle har en stram økonomi. Derfor lever børnene en meget afgrænset tilværelse på hjemmene, og derfor vil Nordborg Rotary Klub gerne give dem en god oplevelse," forklarer den lokale rotarianer.

Her er de litauiske og nordalsiske børn i skøn forening på Oksbøl Friskole, hvor gæsterne hurtigt fik lært at sige 'Mojn'. Foto: Svend Mikael Larsen

Rundbold og sankthans

I dag var første egentlige feriedag for de tolv små litauere, og den startede på Oksbøl Friskole, hvor de fik et indtryk af en dansk skole og mødte nogle af skolens elever, som de fik en rundboldkamp med.
Senere blev det til en vandrertur langs Bundsø med en fortælling om Danmark, og står den selvfølgelig på sankthans bål i aften.
Men der er meget mere på programmet for de kommende dage. Bl.a. et besøg på Gråsten Papirmuseum, en tur i Universe, og som en af højdepunkterne går turen på mandag til Legoland. Også Gråsten Landbrugsskole, Nordborg Golfklub og Sønderborg Rådhus indgår i programmet, inden det hele slutter onsdag i næste uge, hvor det hedder afgang til Billund og flyver hjem til Litauen.
Udover Nordborg Rotary Klub og Rotarys Hjælpefond er arrangementet sponsoreret af Fabrikant Mads Clausens Fond og Linak.