Mindeord
Idrætslivet i Gevninge er blevet en ihærdig ildsjæl fattigere! Det var med stor sorg vi søndag morgen 5. juni modtog meddelelsen om, at Steen Andersson, efter kort tids sygdom, var afgået ved døden. Steen Andersson har i mere end 30 år været omdrejningspunktet for idrætslivet i og omkring Trælleruphallen i Gevninge. Især GIF’s Håndboldafdeling havde hans store interesse, her var han selv aktiv spiller, træner og formand i flere årtier. Han var på forkant med udviklingen og med til at stifte HSG-91, Team Lejre og i øvrigt med til at udvikle klubben til det, den er i dag. Etablering af strandhåndboldbaner blev hans sidste store projekt. Når det drejede sig om at skaffe ressourcer til ungdomsarbejder i klubberne, var Steen Andersson i mange år drivkraften. Han var medkoordinator for klubarbejdet på Roskilde Festival. Som formand for Håndboldafdelingen, var Steen Andersson også en del af GIF’s Hovedbestyrelse. Her har han gjort et uvurderligt stort arbejde. Alle der kom i Trælleruphallen kendte Steen Andersson som en afholdt, hjælpsom og respekteret person, der aldrig sagde nej, når der blev bedt om hjælp. I næsten 40 år stod han for tilsyn, rengøring, kiosk og var medkoordinator for aktiviteterne i såvel hal som gymnastiksal. Steen Andersson var ofte en person mange unge henvendte sig til, når der opstod problemer af den ene eller anden art, og de gik aldrig forgæves. Steen Andersson var en del af Trælleruphallen, som han værnede om i næsten 40 år. Han var en myndig og respekteret person. Alle GIF’s afdelinger: Gymnastik, Håndbold, Badminton, Tennis, Fodbold, Motion og Selvforsvar vil komme til at savne Steen Andersson, som det samlende led for aktiviteterne i hallen. Vore dybfølte tanker går til hans hustru Elisabeth, hans børn, svigerbørn og børnebørn. Tak for alt Steen! Ære være dit minde! Peter Rasmussen Gevninge Idrætsforening Karsten Jeppesen Trælleruphallens Brugerråd.