Styrk lungerne med sang
Borgere med en lungesygdom har ofte vejrtrækningsproblemer, men nu skal generne synges væk
2.500 borgere i Sønderborg Kommune har en kronisk lungesygdom. Nu skal generne ved vejrtrækningsproblemerne synges væk.
Mange afholder sig fra fysiske aktiviteter, hvilket er med til at forringe lungekapaciteten. Der er også en tendens til at man trækker sig fra socialt samvær og bliver isoleret.
Syng med
I et samarbejde mellem Sønderborg Musikskole og Sundhedscenteret er der udviklet et tilbud om sangundervisning, der skal øge lungekapaciteten hos borgere med vejrtrækningsproblemer.
En sanglærer fra Musikskolen kommer til at stå for sangundervisningen, mens sundhedscenteret sørger for uddannelse af sanglæreren, der får viden om lungesygdomme og angst.
”Der er gode erfaringer med, at sang er effektivt i forhold til at vedligeholde eller forbedre lungekapaciteten. Vi er også ret sikre på at det kan være med til at bryde isolationen hos borgere med nedsat lungekapacitet,” siger Helge Larsen, formand for sundhedsudvalget.
De første sangkurser forventes at blive udbudt fra september.