Køge Kommune fraråder at bade i havnebadet
Der er målt for høje værdier af colibakterier i Havnebadet på Køge Marina efter sidste uges massive regnskyl. Derfor fraråder Køge Kommune at bade i bassinet de næste dage
Køge Kommune fraråder at hoppe i havnebadet på Køge Marina de næste dage, da der er målt for høje værdier af de såkaldte E.coli bakterier. Det er formentlig det store regnskyl torsdag aften og natten til fredag i sidste uge, der er skyld i det forhøjede bakterieindhold i badet.
"Den kraftige regn har skyllet skidt og møg fra et større område i nærheden ned i regnvandssystemet, som har udløb i Havnebadet. Det har ført til en midlertidig forurening af badevandet, og derfor fraråder Køge Kommune i samråd med embedslægen, at man bader i bassinet indtil videre," siger miljøchef i Køge Kommune Bjarne B. Svendsen.
”Vi vil gerne være på den sikre side, og derfor opfordrer vi til, at man finder et andet sted at bade end i Havnebadet på marinaen i de næste par dage. Men målingen er et øjebliksbillede, og som regel forsvinder bakterierne forholdsvist hurtigt af sig selv igen,” siger han.
Køge Kommune satte allerede fredag skilte op, der rådede badeglade gæster til lade være at hoppe i bassinet. Samme dag blev der taget målinger af vandet, der nu altså viser for høje værdier af bakterien E.coli.
”Vi har lavet ekstra målinger mandag og gør det igen onsdag. Vi har de første resultater på onsdag, og forhåbentlig ser de bedre ud. Så snart vi har nyt om badevandskvaliteten i Havnebassinet, vil vi informere vi på vores hjemmeside og i pressen, men indtil videre opfordrer vi til, at man finder et andet sted at bade,” siger han.
Det er første gang siden åbningen af Havnebadet i sommeren 2015, at der har været for mange E.coli bakterier i vandet, der kan give diarré. Det kan være en god ide at kontakte sin læge, hvis man trods advarslerne har været en tur i bassinet og får det dårligt. mart