Aflever din novelle på biblioteket
KøgeBibliotekerne udvælger de bedste Køgebidrag til ny novellekonkurrence
Den 21. og 22. oktober danner Herlufsholm Kostskole rammen om den traditionsrige fantasybogmesse, som er arrangeret af Næstved Bibliotek. I den forbindelse udskrives der en landsdækkende novellekonkurrence, hvor børn og unge kan indsende bidrag til blandt andet KøgeBibliotekerne, som står for at udvælge de bedste bidrag fra Køge Kommune.
Alle børn og unge kan indsende deres fantasynovelle til konkurrencen. Der er tre alderskategorier, og de bedste noveller inden for hver kategori går videre til hovedkonkurrencen, hvor en jury vil udvælge de endelige vindere.
"Skynd dig til tasterne og skriv en fantastisk fantasynovelle. Vi glæder os til at læse alle de fantasifulde noveller fra Køges børn," lyder opfordringen fra KøgeBibliotekerne.
Sidste frist for indsendelse af bidrag er fredag den 2. september.
De tre kategorier er opdelt efter alder. For de 10-12 årige, 13-15 årige og 16-18-årige. Der er flotte præmier at vinde. Førstepræmien til hver kategori er et besøg for to personer til Harry Potter Warner Bros Studio ved London inklusiv rejsegavekort til fly.
Alle andenpladser belønnes med et gavekort til Bog & Ide. Sidste år skrev Sigrid fra Køge så god en fantasynovelle, at hun vandt en andenpræmie og dermed et gavekort til en boghandel.