Byrådskandidat fejrede huen
Socialdemokratiske Elvis Comic blev i sidste uge student
Sommertid er studentertid, og blandt årets glade studenter, som i weekenden fejrede sig selv og hinanden i Koldings gader, kunne man finde socialdemokraternes byrådskandidat, Elvis Comic.
“Eksamenerne gik fint og nu starter et nyt kapitel, hvor jeg skal have fokus på valgkampen,” fortæller Elvis Comic, der er den glade ejer af en sort hue, da han færdiggjorde gymnasiet med hele fem a-niveau fag.
Den 19-årige lokalpolitiker har desuden søgt ind på flere studier her i Kolding.
“Som lokalpolitiker skal jeg være i mit lokalområde, og da jeg håber på at komme ind ved kommunalvalget 2017, har jeg valgt at blive i Kolding.”
En spirende politiker
Da Lokalavisen første gang snakkede med Elvis Comic, var han en ung mand med politiske ambitioner. På de seks måneder, der er gået siden sidst, er han blevet en ægte byrådskandidat.
“Jeg kan mærke en stor forskel på da jeg startede min kampagne, og nu. Folk genkender mig på gaden, og jeg behøver ikke længere at præsentere mig som byrådskandidat - det ved folk godt, at jeg er,” fortæller en glad Elvis Comic.
Han også gjort en indsats. Festdage og weekender er blevet brugt på gader og stræder med partifællen Christian Haugk i jagten på lokale stemmer.
“Jeg bruger nok tyve timer om ugen på lokalpolitik, og jeg har fået en kampagnegruppe på otte mand, der hjælper mig i processen,” fortæller Elvis Comic.
Han er dog godt klar over, at det, at sikre sig en plads i byrådet, kommer til at kræve endnu flere timer, sene aftener og tidlige morgener.
“Jo tættere, vi kommer på kommunalvalget, jo flere timer skal der arbejdes. Jeg har to mål; jeg vil i byrådet, og det skal være under en socialdemokratisk borgmester. Så det arbejder jeg for.”
Tæt på borgeren
Når først fejringen af studenterhuen er overstået, sætter Elvis Comic fuldt fokus på kommunalpolitik sommeren over.
“En rigtig politiker holder aldrig fri. Selvom jeg er på ferie, skal jeg være tilgængelig på de sociale medier, så borgerne kan kommunikere med mig, og jeg selv kan lave updates,” siger han.
Derudover skal der planlægges efterårets strategi, som blandt andet indebærer møder med forskellige foreninger, samarbejdsmøder med de andre socialdemokratiske lokalpolitikere og møder med borgerne.