Røverspray sikrer butikken
En automatisk spray sprøjter et særligt genkendeligt stof ud over røveren, når han løber ud af butikken
En automatisk spray skal holde røverne væk fra Rema 1000 på Skibhusvej. Butikken har installeret en spray med et særligt DNA-stof, som starter automatisk, når røveren tager pengene fra kassen.
Stoffet bliver siddende på røveren i mindst 21 dage, og hver butik har sin egen DNA-kode. Når politiet fanger en mulig gerningsmand, kan de tage en prøve af stoffet for at se, om han er den skyldige bag røveriet.
“Vi håber på, at røverne fravælger os. Det handler om at sikre os selv og vores personale bedst muligt,” siger købmand i Rema 1000 på Skibhusvej, Ole Ringby.
Han forklarer, at butikken ikke ligger inde med store kontantbeløb, da pengene løbende bliver lagt ind i en sikret boks.
“Det er ligegyldigt med pengene. Det handler om, at det er en ubehagelig oplevelse for personalet at blive holdt op af en røver,” siger Ole Ringby.
Butikken har en gang tidligere været udsat for et røveri for omkring fire-fem år siden.
Det var en chokerende oplevelse for personalet, og derfor håber købmanden, at det nye spraysystem kan få røverne til at holde sig væk i fremtiden.