Nye ramper klar til skaterne i sommerferien
Køge Ungdomsskole og Tapperiet holder åbent i Gule Hal på Søndre Havn
Køge Ungdomsskole og Tapperiet er også med i Køge kommunes aktivitetsprogram i skolernes sommerferie og holder åbent i den indendørs skatepark i Gule Hal på Søndre Havn.
Skateparken i Gule Hal har netop fået tilbygget nye ramper og forhindringer, som der vil være rig mulighed for at prøve af og lære nye tricks på sammen med andre skatere – skate sessions, som det hedder på skater-jargon.
Plads til nybegyndere
Er man nybegynder og ønsker at få tips til at komme godt i gang med at blive rullende på skateboardet, står Gule Hals kyndige skate-medarbejdere til rådighed og giver gerne skate-undervisning.
Køge Ungdomsskole og Tapperiet holder Skate Sessions i Gule Hal på Strandpromenaden 1 i Køge, hver anden uge i skolernes sommerferie, uge 27, 29 og 31, hvor der vil være åbent i den indendørs skatepark mandag til fredag fra kl. 14 til kl. 18. Der er gratis entré og mulighed for at låne skateboards og sikkerhedsudstyr.
Se hele programmet
Sommerferie Skate Session er en del af Køge kommunes aktivitetsprogram i sommerferien, 'Sommersjov 2016'. Du kan læse mere og se det fulde program på www.sommersjovkoege.dk . jesl