Bilisterne får nyt om store projekter
Hør om sommerens anlægsarbejder langs Køge Bugt Motorvejen ved arrangement på stor rejsedag
På sommerferiens første store rejsedag, fredag den 24. juni, står Banedanmark og Vejdirektoratet klar på Karlslunde Rasteplads for at give en status og svare på spørgsmål om byggeriet af den nye højhastighedsbane mellem København og Ringsted samt udbygningen af Køge Bugt Motorvejen.
Arbejdet med at udvide Køge Bugt Motorvejen skrider planmæssigt fremad, mens byggeriet af Den nye bane nærmer sig næste fase, hvor anlægsarbejdet afsluttes, og det banetekniske arbejde går i gang. Det betyder, at trafikanterne inden længe kan se frem til mindre byggerod og mere plads på vejene.
Hvis du lægger vejen forbi Karlslunde Rasteplads V fredag den 24. juni klokken 13-18, kan du få en status på banebyggeriet, hvor Banedanmark fra slutningen af 2016 går i gang med at lægge sveller og skinner, opsætter kørestrømsanlæg samt etablerer det nye signalsystem.
I 2018 skal banen prøvekøres, hvorefter den til sidst er klar til indvielse i december 2018.
Vejdirektoratet vil give en status på udbygningen af Køge Bugt Motorvejen, der udvides fra tre til fire spor i hver retning. Lige nu arbejdes der på højtryk med de skærende broer og tunneller.
Disse arbejder vil have konsekvenser for trafikanterne i form af længere rejsetid hen over sommeren. Køge Bugt Motorvejen med fire spor i hver retning forventes at være helt færdig i løbet af 2018.
Projektfolkene bag de to store infrastrukturprojekter i Banedanmark og Vejdirektoratet står klar til at besvare spørgsmål fra de besøgende på rastepladsen. Der vil ligeledes være en lille udstilling om projekterne.mart