”Goddag, vi har kendt hinanden i mange år, men vi har aldrig før mødt hinanden”
Hos Charlot and me sælges plus size mode til kvinder. En tøjbutik på nettet, der nu også er at finde fysisk i Mary’s. Og det kommer der gode kundeoplevelser ud af
Charlot and me har ligget i Vejle i snart otte år, men det er der nu ikke så mange, der lige vidste. For der er tale om en netbutik, der havde lager i Vestergade, men i november flyttede i Marys, og dermed nu har butik, showroom og lager på førstesalen.
”Det er gået rigtigt flot og meget mere positivt end forventet. Der er løbende en stigende interesse for at besøge butikken, og det er da planen, at jeg gerne vil fortsætte med butik her,” siger Charlotte Mols, der er indehaver.
Fra hendes butik sælges tøj til kvinder i størrelserne 42 til 58.
”Vores udvalg af tøj til store piger er nøje udvalgt med øje for stil, mode, design og kvalitet,” forklarer hun og fortæller videre, at hun tilbyder et bredt sortiment fra det klassiske til det mere luksuriøse.
Sådan har hun gjort det i otte år på nettet, og det fortsætter hun med, men tiderne har ændret sig for Charlotte. Med butikken i Mary’s er hun for alvor begyndt at møde kunderne.
”Og det er en speciel ting, som er meget dejlig og utroligt givende. Det, at der nu er et showroom, betyder, at jeg møder nogle af kunderne ansigt til ansigt og kan give dem en vejledning på en anden måde. Og det er en sand fornøjelse at se den glæde, kunderne viser, når de finder ud af, hvor meget tøj, der er i netop deres størrelse. Man skal huske, at mange er vant til, at der ikke er så meget at vælge imellem. Det er der her hos os, og det giver som regel en stor glæde hos kunden,” siger hun.
En omvej
Charlotte Mols har svært ved at hive en bestemt kundeoplevelse ud, for der har, som hun siger, været så mange af dem. Men der er dog en, der på sin egen måde skiller sig ud.
”Der kom en dag en kvinde ind og hilste på mig: ’Goddag, vi har kendt hinanden i mange år, men vi har aldrig før mødt hinanden,’ sagde hun og fortalte videre, at hun var fra København, men var på vej til Esbjerg. Hun havde taget en omvej forbi Vejle bare for at besøge min butik, for nu havde hun handlet i netbutikken i mange år. Vi synes begge, det var helt sjovt endelig at møde hinanden. Selvom jeg har en rigtig god dialog med kunderne på nettet, er der nu altid et eller andet over at kunne sætte et ansigt på en kunde,” slutter hun.