Vejle er vært for Super Cup
Håndboldens Super Cup kommer til Spektrum til september
Spektrum danner den 6. september rammerne, når Vejle Håndbold Klub indbyder til håndboldens Super Cup kaldet HSM Industri Super Cup.
Her kan interesserede opleve Michael V. Knudsen, 2 meter og 11 centimeter lange Nikolaj Markussen og årets spiller i damehåndbold, Stine Jørgensen.
Over 2000 publikummer forventes på plads, når jagten på første trofæ og pæne pengepræmier går i gang.
”Fire absolutte tophold med masser af de absolut største stjerner i dansk håndbold, direkte transmission på TV og et fyldt Spektrum er ingredienserne i en cocktail, hvor alle håndboldelskere kan få én på opleveren.” siger Dorte Schønning, formand for VHK i en pressemeddelelse.
”Vi er stolte over, at Vejle Håndbold Klub kan trække et så stort håndboldarrangement til Vejle. Vi føler det som en flot blåstempling af det arbejde, vi gør i dagligdagen, hvor vi efterhånden har 400 medlemmer, heraf 300 ungdoms- og børnespillere,” siger hun videre.
Tiltrækningen af denne store event vækker også glæde på Borgmesterkontoret i Vejle.
”Det er fantastisk, at vi kan byde velkommen til toppen af poppen indenfor dansk håndbold, og at vi får brandet vores flotte nye Spektrum glæder mig meget,” siger Arne Sigtenbjerggaard.
To kampe
Aftenen byder på to kampe; først damekampen mellem FC Midtjylland og Team Esbjerg, der er en gentagelse af DM-finalerne, der blev afgjort efter straffekastafgørelse til Team Esbjergs fordel.
Herrekampen står mellem BSV, der efter total pokaltørke vandt DM-titlen og HC Midtjylland, der vandt pokalturneringen.
”Vi har haft et super samarbejde med Vejle Kommune og håber at arrangementet er med til at synliggøre Vejle med Vilje og selvfølgelig at synliggøre, at Vejle Håndbold Klub aldrig har stået stærkere,” siger Dorte Schønning.
Billetsalget til HSM Industri Super Cup starter den 10. august 2016.