Fortsæt til indhold

Kræmmermarked blev et tilløbsstykke

Arkiv
Af Jørgen Flindt

Søndag var der mere end almindelig trængsel på Haughus Gods ved Jelling. For her afholdte man for første gang et stor kræmmermarked, både indendørs samt udendørs på gårdsplads og i godsets have. Der var booket 120 stande, og derudover var der godsets almindelige antik og kræmmermarked i staldene.
"Søndag morgen klokken syv begyndte de forskellige kræmmere at komme og stille op. Det foregik i silende regn. Så vejret var bestemt en udfordring, men de fleste tog det med et smil, og fik stillet deres stande op. Nogle måtte opgive, da deres telte bukkede under for regnen. Klokken ti åbnede markedet, og mange stod i kø for at komme ind, og gøre nogle gode tilbud. I løbet af kort tid var der rigtig mange besøgende," lyder det fra Dennis Raun fra Haughus Gods.
Dagen gik med masser af regn, som resulterede i mudder og smadder over alt. Nogle biler sad fast i mudderet, og måtte trækkes fri.
Men alligevel kunne det ikke holde gæsterne væk.
"Besøgsantallet overgik forventningerne. På grund af vejret havde vi håbet på cirka 800-900 besøgende, men det væltede ind, og der kom 1700 voksne samt alle børnene. Det gav lidt kaos. Der var blandt andet kø på Vejlevej, hvor flere desværre også valgte at parkere deres biler. Vi har ikke på noget tidspunkt, oplevet så mange biler før," siger Dennis Raun.
"Vi beklager meget, hvis det har været til besvær for andre trafikanter og naboer. Vi må konstatere at, alt i alt var det en forrygende dag i silende regn."