Fortsæt til indhold

Vejarbejde på den Gl. Lillebæltsbro

Arkiv
Arkiv

Sommeren står for døren, og det samme gør en omfattende renovering af den Gl. Lillebæltsbro. Renoveringen begynder 30. juni og forventes afsluttet 6. august.
Trafikken og vejrliget har over tid slidt så meget på brobelægningen på strækningen, at Vejdirektoratet nu udskifter den. En ny brobelægning vil betyde længere levetid for vejen og en bedre og mere køresikker oplevelse for trafikanterne.
Om muligt udføres arbejdet 24 timer i døgnet og syv dage om ugen. Særligt støjende arbejder udføres primært i dagstimerne, men der kan forekomme støjende arbejder uden for normal arbejdstid.
Vejarbejder er altid meget afhængige af vejret, og derfor kan der være dage, hvor maskinerne ikke kan køre. Ligeledes skal der udføres betonarbejder på broen, som har en lang hærdeperiode. Det medfører en kortere periode, hvor der ikke kører maskiner på broen.

Trafikale forhold

Arbejdet er et forsøgsprojekt, som skal danne grundlag for et større renoveringsprojekt, der udføres i 2017 og 2018. Der arbejdes derfor på en strækning over 350 meter i retning mod Middelfart. Arbejdet opdeles i to etaper á cirka. 175 m pr. etape.
Trafikken snævres ind til et smalt kørespor, hvorfor der vil være spærret for brede køretøjer, såsom lastbiler, busser og landbrugskøretøjer. Disse ledes via orienteringstavler over Ny Lillebæltsbro.
Trafikken afvikles med signalregulering. Der vil dog være kortere perioder med totalspærring af broen, hvor trafikanter ledes henover Ny Lillebæltsbro. Cyklister og fodgængere kan dog stadig passere.

Kør forsigtigt ved vejarbejdet

Mens vejarbejdet er i gang, er der nedsat hastighed på strækningen. Vejdirektoratets fagprojektleder Christian Bugge Hansen, henstiller til, at trafikanterne respekterer hastighedsbegrænsningen.
”Sikkerheden skal være i top for både vejarbejdere og trafikanter. Derfor sætter vi hastigheden ned omkring vores vejarbejder og beder trafikanterne om at respektere den. Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, trafikanterne må opleve som følge af vejarbejdet og arbejder for at blive færdig hurtigst muligt. Når folk kommer tilbage fra sommerferie, vil forholdene forhåbentlig igen være normale, og vi vil have taget de første skridt af en nødvendig renovering af Gl. Lillebæltsbroen,” siger Christian Bugge Hansen.