Aabenraa rasler ned i popularitet hos erhvervslivet
Aabenraa Kommune rasler 32 pladser ned af listen for de erhvervsvenlige kommuner i en ny undersøgelse fra Dansk Byggeri.
Sidste år blev Aabenraa placeret i toppen på en flot niende plads, men i årets undersøgelse er det blevet til en plads som nummer 41 af de 98 kommuner. Stadig i den gode halvde, men altså markant lavere end sidste år.
Sønderborg, Aabenraa og Haderslev røget helholdsvis 19, 32 og 33 pladser ned af listen.
“De tre kommuner er blevet overhalet af andre kommuner, som har gjort en stor indsats for at forbedre deres erhvervsforhold. Haderslev og Sønderborg har for eksempel indført kædeansvar, og det tæller ikke på plussiden, forklarer Michael Mathiesen, formand for Dansk Byggeri Sydjylland,.
Og konkurrencen er hård blandt de sydjyske kommuner.
Vejen og Billund Kommuner kommer ind på første og andenpladsen i undersøgelse, mens Kolding og Tønder ligger flot på henholdsvis en 18. og en 20. plads.
Ikke ondt i maven
Hos Business Aabenraa tager de resultatet af undersøgelsen med sindsro.
“Ligeså lidt som jeg praler, når det går godt i de undersøgelser, ligeså nøgternt ser jeg på det, når det ikke går så godt. Der bliver selvfølgelig kigget på undersøgelsen, men på nogle punkter ved jeg, at de allerede er sat ind fra kommunens side for at gøre tingene bedre. Tallene er fra 2015, så nogle ting er allerede afhjulpet. Så jeg har ikke ondt i maven over det,” lyder det fra Ole Junker Strandlyst fra Business Aabenraa.