HH Cykler genåbner på Nr. Boulevard
Tirsdag i denne uge slog Tim Riis dørene op igen til HH Cykler
Efter at have holdt lukket i en måneds tid genåbnede cykelforretningen på Nørre Boulevard 59 i denne uge - nu under det gamle navn: HH Cykler.
"HH Cykler er tilbage i bybilledet, og det er stadig samme ansigt som altid og samme ekspertise, som kunderne møder," fortæller indehaver Tim Riis, der også fremover vil fastholde det brede fokus i forretningen, hvor finder et bredt udvalg af racercykler, mountainbikes og elcykler.
"Især elcykler gør vi meget ud af - det er et område, der er i utroligt stor fremdrift," fortæller Tim Riis.
Lukkeperioden skete af økonomiske årsager, men nu er forretningen altså i fuldt vigør igen.
"Internettet tager noget af salget, så vi skal kunne konkurrere på prisen, men vi oplever, at mange stadig lægger meget vægt på at få en god rådgivning omkring køb af både cykel og udstyr, og det vil vi på ingen måde give køb på. Det får man altid her," fastslår Tim Riis, der tilføjer, at attraktive serviceaftaler også er en del af den samlede pakke, man tilbyder kunderne.