Fortsæt til indhold

Kampagnesejlads mod plastik lægger til i Esbjerg

Arkiv
Arkiv

Forurening med plastik i verdens have er et alvorligt og stigende problem, som er temaet for den svenske kampagnesejlads, Hrimfare Ekspeditionen. På sin tur Jylland rundt lægger kampagnen fra land i Esbjerg Havn den 24. juli, og ombord er folk, der alle er engagerede i kampen mod plastik i havet.
Problemet med plastik i verdens have er så stort og alvorligt, at det ifølge personerne bag kampagnen ikke er en sag for børn. Deraf kommer navnet på den svenske Hrimfare Ekspedition. Kampagnens navn er nemlig: ”Don’t tell the children”. Den opstod, da en 11-årig dreng havde set en film om udfordringen med plastik i havet og med tårer i øjnene erklærede, at det faktisk ikke var noget, man burde vise til børn.
Ikke desto mindre er netop oplysning en af de vigtigste metoder, når man som Hrimfare Ekspeditionen arbejder på at vende udviklingen. Derfor bakker Esbjerg Kommune op om at sprede det gode budskab, og formanden for Plan & Miljøudvalget, John Snedker, ser frem til, at Esbjerg Havn får besøg af kampagnesejladsen.
”Det er utrolig vigtigt, at vi får sat fokus på vigtigheden af at løse den store udfordring. Konsekvenserne af den stigende ophobning af plastik i havene er yderst alvorlige både for miljøet og os mennesker, fordi plastikken finder vej ind i fødekæden. I et land som Danmark og en kommune som Esbjerg, hvor vandet er så tæt på os, bør de fleste af os have let ved at forstå, hvorfor det er et fælles ansvar at passe på havet,” siger udvalgsformanden.

Velkommen om bord

Hrimfare Ekspeditionen er mødested for mennesker, der engagerer sig i kampen mod plastik i verdens have, og med ombord er blandt andre forskere, politikere, søfolk og kunstnere. Inden skibet stævner ud, er alle interesserede velkomne ombord for at få mere information eller stille spørgsmål om den store udfordring med plastik i verdenshavene.
Når Hrimfare Ekspeditionen sejler fra Esbjerg, går turen først til Nordby Havn på Fanø og derefter videre til Thorsminde, Thyborøn og Sæby, hvor kampagnesejladsen slutter.