Masser af retro og antik til vejlenserne
Med åbningen af Vakker Patina i det tidligere Vejle Lysbadeanstalt på Borgvold har Vejle fået et nyt retro- og antikmekka. Bag forretningen står den tidligere vejlenser Anders Vedel.
Flere end 300 forskellige vaser fra bl.a. Holmegaard, bornholmske Michael Andersen, fra Vesttyskland, Italien og et par enkelte, skønne eksemplarer fra den hedengangne fajancefabrik Aluminia, det er bare nogle af varerne, som kunderne kan finde i Vejles nye retro- og antikmekka Vakker Patina. Foruden tinlysestager, sølvkander, gamle dåser, drejetelefoner, mekaniske vægte, legetøj og et par Fantomet-blade i legehjørnet – for at nævne en brøkdel af udvalget i Anders Vedels nye forretning. Eller showroom som han selv kalder det.
I mere end 10 år har den tidligere vejlenser samlet på blandt andet vaser, men for snart fem år siden begyndte det, som han selv betegner som skønne loppefund, at fylde lige rigeligt i hjemmet nord for Aarhus.
”På det tidspunkt opstod ideen om at prøve, hvorvidt disse effekter, som jeg selv er så begejstret for, også kunne sælges. For at se, om det, jeg gennem årene egentligt havde købt til mig, også var noget, som andre satte pris på”, forklarer Anders Vedel.
”Derfor startede jeg i første omgang min egen lille webbutik, og da det hurtigt viste sig, at der faktisk var ret stor interesse for tingene, fostredes også ideen om at lave et decideret showroom, hvor potentielle kunder kunne komme og se og røre ved varerne, inden de købte. Den umiddelbare tanke var Aarhus-området, hvor jeg selv bor i dag, men ret hurtigt meldte tanken om Vejle sig. Både fordi jeg stadig har et godt netværk i byen – og fordi, jeg ikke umiddelbart kunne se, at der i Vejle var en butik med det koncept, som jeg havde i tankerne”.
Som tænkt så gjort og forleden kunne Anders Vedel så kalde sig butiksindehaver i Vejle, hvor han har indrettet sig på omkring 200 kvadratmeter i de lyse kælderlokaler i det tidligere Vejle Lysbadeanstalt.
”Da jeg fortsat ønsker at bevare mit lærerjob her i Aarhus, bliver der tale om et decideret showroom, hvor jeg annoncerer mine åbningstider fra uge til uge på Facebook, ligesom man vil kunne lave aftaler om at komme i forretningen. Og så ellers sætter Åbent-skiltet ud på gaden, når jeg er i forretningen”.
Kunsten at spotte de rigtige varer
”Alle mine varer finder – og har jeg fundet – rundt omkring i landets genbrugsbutikker, hvor jeg har været heldig at finde varer, som jeg vurderer til at være mere interessant og værdifulde, end prisen der har indikeret. At købe retro- og antikvarer handler blandt andet om at vide, hvilke varer der er noget særligt og hvilke ikke. Det kræver selvsagt en enorm indsigt i eksempelvis stempler og produktionssteder og -år, for det er her, prisforskellen er. Men heldigvis er jeg – i al beskedenhed – ret god til at nørde sådanne små forskelle, og elsker at sætte mig ind i de små nuancer. Det er jo dem, der gør forskellen på, om eksempelvis en vase skal koste 40 eller 400 kroner”.
”Men det afgørende for mig er faktisk ikke, om tingene har en økonomisk værdi. Mange af mine ting er valgt med hjertet, simpelthen fordi de er sjove eller ”skæve”. At købe retro skal ikke kun handle om penge. Jeg har selv en stor forkærlighed for genbrug – især de sjove og fede ting – og vil gerne være med til at understøtte en holdning til, at man ikke altid behøver at købe nyt”.
”For mig er det sjove altid at have noget, som ingen – eller i hvert fald ret mange – har. Enhver kan jo gå ud og købe eksempelvis en ny Kählervase, men for mig er udfordringen at finde en tilsvarende gammel vase. Og mange gange kan man finde sådanne gamle ting væsentligt billigere end det, der lige p.t. er moderne”.
Foruden alle retro- og antikvarerne har Anders Vedel også en del malerier på væggene af nutidige kunstnere, herunder David Bjerre, som især er kendt for sine lakbemalede, abstrakte malerier.
”David Bjerres fantastiske billeder – som generelt er ret store – kommer virkelig til deres ret på de store vægge i kælderen, ligesom jeg synes, at de på perfekt vis matcher alle de gamle retroting og skaber en helhed i showroom'et”.
”Men jeg har også valgt at udstille og sælge en række billeder af Anders Schildt, en kunstmaler og fotograf der laver nogle meget stærke malerier, som jeg selv holder meget af”.
”Endelig er det lykkedes mig at lave en aftale med Birgitte Arnkjær, der står bag mærket Novas Ark. Birgitte laver blandt andet nogle virkelig lækre hængevugger, som man kan se her i forretningen og efterfølgende bestille i egne farver.
”Så lige nu glæder jeg mig bare rigtig meget til at vise det hele frem for min gamle by”.